Flere virksomheder sælger skræddersyede jobansøgninger og et skarpt CV til folk, der har brug for hjælp til at søge job. Og efterspørgslen er stor.

3.250 kroner.

Så meget koster det at få firmaet Superkandidaterne.dk til at skrive din ansøgning og CV, når du søger job.

Og mange mennesker er tilsyneladende trætte af at få jobafslag efter jobafslag ind ad døren. Radio24syv har været i kontakt med tre små firmaer, der skriver jobansøgninger og CVer mod betaling, og de fortæller alle om markant voksende travlhed det seneste år.

»Efterspørgslen er ekstrem høj, og jeg har meget, meget travlt. Jeg kan kun nå tre kunder om ugen, men jeg kunne lave det syvdobbelte, hvis jeg ellers havde tid,« siger jobkonsulent Suzann Rye fra Superkandidaterne.dk til Radio24syv.

Hun har arbejdet fuldtid med at skrive ansøgninger det sidste år. Ansøgningerne bliver til efter grundige samtaler og research over to-tre dage om kundens styrker og den virksomhed, hvor jobbet er slået op.

Og ifølge Suzann Rye er det meget forskellige job, hendes kunder søger.

»Det er alt fra kontorassistenter, og alle mulige almindelige typer job, og til høje lederstillinger i det politiske liv eller erhvervslivet. Flest af de sidste.«

Stadig flere søger professionel hjælp til ansøgningen, fordi jobmarkedet er presset, og kravene til ansøgninger og CV er blevet enormt høje, vurderer jobkonsulenten. Samtidig føler mange, at de enten ikke har tid eller evner til at lave den perfekte ansøgning, der kan skaffe dem drømmejobbet.

En af dem, som har købt en jobansøgning, er tyske Tina Hoeck. Hun bor i Flensborg, og selv om hun taler og skriver dansk, kontaktede hun Superkandidaterne.dk sidste år, da hun ville søge et dansk job i Padborg.

»Det er en helt andet standard, der kræves af en ansøgning i Danmark end i Tyskland, og så har jeg personligt lidt svært ved at skrive om mig selv; om de kompetencer og kvaliteter og erfaring, man har, og jeg følte at det var vigtigt, at få det rigtige på plads,« fortæller hun til Radio24syv.

Efter grundig rådgivning sendte hun en uopfordret ansøgning til firmaet i Sønderjylland. Og hun ende med at få jobbet.

Tina Hoeck har ikke lyst til at fortælle navnet på det firma, hvor hun har fået job. Det hænger sammen med, at det stadig er tabu at indrømme, at man ikke selv skriver sin ansøgning og har brug for hjælp, siger hun til Radio24syv.

Men Tina Hoeck skammer sig alligevel ikke.

»Jeg har en hektisk og travl hverdag, og hvis jeg var gået til jobcenteret, ville jeg også have fået hjælp til ansøgninger og CV,« siger hun til Radio24syv.

Og det er slet ikke nogen dårlig idé at købe sig til hjælp, når man skal lave en jobansøgning, mener Flemming Dreesen, der er ansættelsesretslig chef i Dansk Arbejdsgiverforening.

»Det er altid en god idé at lade andre se ens ansøgning, inden man sender den, om det er ens mor eller far, gode ven eller kæreste, eller om man køber sig til det,« fortæller han til Radio24syv.

Prisen for en skræddersyet ansøgning plus et matchende CV hos Superkandidaterne.dk ligger mellem 2.750 kroner og 8.000 kroner, afhængig af om du er arbejdsløs, i job, i en lederstilling eller direktør.