Ny rapport viser, at danskerne ligger i top, når det gælder brug af internet og smartphone. De etablerede medier trækker i høj grad danskerne på nettet, konstaterer en forsker.

Læser du denne artikel på computeren eller på din telefon? Det siger sandsynligheden, for danskerne er et af de folkefærd, som er allermest online.

En ny rapport fra forskere på Roskilde Universitet viser, at danskernes netforbrug er større end både japanernes, briternes og amerikanernes.

»Danskerne er blandt verdens ivrigste digitale mediebrugere. Vi ligger i front, når det gælder brug af internettet, smartphones og tablets,« siger adjunkt Rasmus Kleis Nielsen, der står bag forskningsrapporten sammen med professor Kim Schrøder.

Undersøgelsen viser også, at de digitale platforme er blevet en fast og integreret del af nyhedsvanerne for rigtig mange danskere.

»Særligt de etablerede danske nyhedsmedier trækker mange brugere på deres digitale platforme,« siger Rasmus Kleis Nielsen.

I rapporten, som er et resultat af et samarbejde mellem Roskilde Universitet og en række internationale samarbejdspartnere og koordineret af Reuters Institute for the Study of Journalism ved University of Oxford, bliver danskerne sammenlignet med mediebrugerne i Frankrig, Italien, Spanien, Tyskland, Storbritannien, USA og Japan.

Selv om danskerne ligger i front, når det gælder det digitale mediebrug, betragter de fleste danskere imidlertid stadig TV som deres vigtigste nyhedsmedie, og generelt er danske nyhedsbrugere meget loyale over for de eksisterende nyhedsmedier, online såvel som offline, sammenlignet med de øvrige lande. Kun tre procent af de adspurgte danskere nævner således sociale medier og blogs som deres vigtigste nyhedskilde.

»Danske nyhedsmediers stærke position i kampen om folks opmærksomhed bygger på den tillid, de over tid har opbygget til mediernes brand, deres alsidige udbud af indhold målrettet mod forskellige interesser, og deres brugervenlige digitale tilbud,« siger Rasmus Kleis Nielsen.