Danskere efter Munkebo-drab: Selvtægt kan være ok
I kølvandet på hævndrabet i Munkebo, udtrykker en stor del danskere forståelse for selvtægt, viser ny undersøgelse. Men det betyder ikke, de er parate til at gøre det, forklarer professor
I kølvandet på hævndrabet i Munkebo, udtrykker en stor del danskere forståelse for selvtægt, viser ny undersøgelse. Men det betyder ikke, de er parate til at gøre det, forklarer professor
Unge drenges hævntørst kostede for nylig en ældre mand livet i Munkebo på Fyn. Ifølge drengene var der tale om en form for selvtægt, fordi ofret angiveligt havde krænket en 12-årig pige seksuelt. I en ny undersøgelse udtrykker en stor del af danskerne forståelse for, at selvtægt i visse tilfælde kan være et middel at bruge.
Hver niende dansker - 11 procent - siger direkte i den nye måling, som Gallup har foretaget for BT, at de godt kunne forestille sig, at de kunne begå selvtægt.
Op mod hver tredje dansker - 31 procent - har forståelse for, at almindelige borgere ’tager loven i egen hånd,’ men de kunne dog ikke selv forestille sig at handle på den måde.
Et flertal af danskerne - 56 procent - mener, at selvtægt som middel er helt uacceptabelt, og at det alene er domstolene, der fastslår skyld og udmåler straf.
Lars Bo Langsted, professor ved Juridisk Institut ved Aalborg Universitet, siger:
- Det er selvfølgelig alt for meget, at 10-11 procent svarer, at de er parate til at begå selvtægt. Men når det er sagt, så synes jeg, at det rigtigt gode er, at 90 procent slår fast, at de ikke selv vil begå selvtægt. Det er det centrale, og det er dét, jeg synes, man skal hæfte sig ved.
I Gallup-målingen spørges der til vælgernes generelle holdning til selvtægt. Lars Bo Langsted påpeger, at en sag som den aktuelle i Munkebo kan have en vis indvirkning på den måde, folk svarer.
- Når 31 procent siger, at de kan have forståelse for, at der bliver begået selvtægt, så er det jo heller ikke dermed sagt, at man på nogen måde billiger det. Man kan ikke afvise, at de 10-11 procent, som svarer, at de er parat til at gøre det, kan være påvirket af det, der er sket. Jeg vil sige, at vi med de her tal alt i alt kan konkludere, at borgerne accepterer, at vi i Danmark har et retssystem til at tage sig af den slags. Og at de bakker op om, at det er sådan, det skal være, siger Lars Bo Langsted.