En opgørelse fra Udenrigsministeriet viser, at 17 danskere inden for de seneste år har arbejdet frivilligt for den israelske hær.

Konflikten i Gaza raser, og mens danske politikere fordømmer de israelske militærangreb, viser det sig, at flere danskere arbejder frivilligt for den israelske hær, Israeli Defence Forces (IDF).

Det fremgår af en opgørelse fra udenrigsminister Martin Lidegaard (R) til Folketingets Udenrigsudvalg, skriver Information.

I alt har 17 danskere i perioden 2009 til 2013 arbejdet for organisationen Sar-El, som på hebraisk betyder Tjeneste for Israel. Sidste år tog tre danskere af sted for at arbejde gratis for Sar-El, som løser ikke-væbnede opgaver for IDF.

Men ingen danskere bør tage af sted og arbejde for den israelske hær, lyder det fra Enhedslistens udenrigsordfører, Christian Juhl (Ø).

»Lige så vel som jeg synes, at det er et problem, at unge mennesker tager til Syrien, så mener jeg også, at det er et problem, at nogle tager ned og støtter den israelske hær i en situation som denne,« siger han til Information og fortsætter:

»Det er selvfølgelig to vidt forskellige situationer, men derfor skal danskere alligevel ikke støtte noget, som må beskrives som statsterror. Efter min bedste mening er der for øjeblikket tale om, at Israel bryder folkeretten, og det bør man ikke støtte.«

FNs Menneskerettighedsråd har netop iværksat en undersøgelse for at kaste lys over, om der er begået humanitære krænkelser i forbindelse med Israels militære offensiv i Gazastriben.

IDF skønner desuden, at 20-25 danske statsborgere er soldater i hæren. Men Martin Lidegaard ser ikke noget problem i, at danskere arbejder frivilligt for IDF.

»Jeg er naturligvis imod enhver handling, der kan bidrage til eller fastholde eller forværre konflikten, men der er ikke på det foreliggende grundlag belæg for at konkludere, at der skulle være en sammenhæng mellem eventuelt arbejde udført af danske statsborgere i det israelske forsvar og den aktuelle konflikt i Gaza,« oplyser ministeren til Folketingets Udenrigsudvalg ifølge Information.