Ny vild dansk rekord-gevinst

En heldig dansker er her til aften blevet knap 50 millioner kroner rigere.

En dansker ramte aftenens vindertal og SuperTallet i Onsdags Lotto og vinder dermed den næststørste gevinst i danmarkshistorien. Den lyder på 49.937.681 kroner og er på vej til en spiller i Vordingborg. Det skriver Danske Spil.

Vinderkuponen er købt i Boulevard Kiosken på Boulevarden i Vordingborg

Gevinsten kommer efter en anden dansker for knap tre uger siden vandt alle tiders største gevinst på hjemlig grund, da 135 millioner kroner kom i hus i Eurojackpot. Dagen efter faldt den største Joker-gevinst til dato, nemlig en gevinst på 43,8 millioner kroner, nummer to på listen over de største gevinster. I hvert fald frem til i aften, skriver Danske Spil.

I aftenens Onsdags Lotto ramte to spillere de seks vindertal - den omtalte dansker og en finne - og de får dermed begge fingrene i de store puljer. Gevinsten er den næststørste danske gevinst nogensinde og er samtidig den største danske gevinst i Onsdags Lotto nogensinde.

Vindertallene var i øvrigt: 4, 18, 20, 25, 37, 38, tillægstal: 11, 17, supertal: 20