Den tyske Osram-koncern opretter nyt selskab, der får dansk topchef.

En opsplitning af belysningsvirksomheden Osram betyder en toppost til danske Jes Munk Hansen, der bliver administrerende direktør for 8.900 medarbejdere.

Opsplitningen, som blev besluttet sidste år, bliver en realitet 1. juli, hvor Osram Licht bliver omdøbt til Ledvance - en kombination af LED-teknologien og »advance« (fremdrift) - og dermed bliver en selvstændig, juridisk enhed i Osram-koncernen, der herhjemme er bedst kendt for sine elektriske pærer.

47-årige Jes Munk Hansen bliver administrerende direktør for det nye selskab. Han har allerede haft ansvaret for divisionen et år og blev tidligere i år udpeget til posten. Han var tidligere ansvarlig for Osrams amerikanske forretning. Ledvance får et sortiment med traditionel belysning, LED-belysning og standardiserede armaturer samt trådløs og intelligent belysning.

Både Osram- og Sylvania-navnet vil stadig blive brugt i henholdsvis Europa og USA.

Hurtigere reaktionstid

Jes Munk Hansen forudser, at det som selvstændig virksomhed fremover bliver lettere hurtigt at reagere, når markederne ændrer sig.

Osram Lamps blev solgt ud af den tyske kæmpekoncern Siemens for tre år siden og konkurrerer med hollandske Philips Lighting, som Philips netop har besluttet at skille ud. Osram Licht havde i 2015 et overskud på 567 millioner euro ud af et salg på 5,6 milliarder euro, hvor Philips Lighting tjente 547 millioner euro af et salg på 7,5 milliarder euro.

Osram har sammenlagt 34.000 medarbejdere. Hovedsædet ligger i München i Sydtyskland. Selskabet er grundlagt i 1919, da Auergesellschaft, Siemens & Halske samt Allgemeine Elektrizitäts-Gesellschaft (AEG) slog deres lysafdelinger sammen i et fælles selskab. Osram, hvis navn er en sammentrækning af stofferne osmium og wolfram (eller tungsten) blev udskilt fra Siemens i juli 2013 og kort efter børsnoteret i Frankfurt. Siden da er selskabets værdi vokset med næsten 90 procent.