Tidligere lektor på Randers Statsskole Svend Hill-Madsen har mistet livet ved en drukneulykke på Sankt Croix søndag.

Den 70-årige Svend Hill-Madsen, Randers, har mistet livet ved en tragisk ulykke på den caribiske ø Sankt Croix.

Ifølge en overbo til den dræbte, Bjarne Steve Jensen, skete ulykken søndag, da Svend Hill-Madsen ville komme en ældre amerikansk mand, som tydeligevis var i vanskeligheder i bølgerne, til undsætning.

»Det lykkedes Svend at redde manden, men han mistede altså selv livet ved ulykken,« fortæller Bjarne Steve Jensen.

Læs også: Drømmerejsen endte brat og tragisk

Svend Hill-Madsen var sammen med sin hustru Annette på ferie på øen, som er en af de tidligere dansk vestindiske øer.

Ægteparret skulle have været afsted i tre uger i alt, men ferien blev på den mest tragiske måde afbrudt halvvejs.

Svend Hill-Madsen var pensioneret lektor fra Randers Statsskole, hvor han i 38 år underviste i historie, religion og oldtidskundskab.

Han var ved sin død næstformand for menighedsrådet ved Sct. Mortens Kirke.

Mange vil også kende ham som lokalpolitiker i Hadsund, hvor han boede indtil år 2000.