Det er stærkt bekymrende, at en aarhusiansk imam opfordrer sin menighed til at dræbe jøder. Det mener Dansk Zionistsamfund, som vil have imamen politianmeldt.

Dødstrusler og had er hverdag for danske zionister i denne tid.

Det fortæller Max Meyer, formand for Dansk Zionistforbund. Især bekymrer det foreningen, at den aarhusianske imam, Abu Bilal Ismail, i en prædiken i en moské i Berlin har opfordret til drab på israelske jøder.

»Der er ingen tvivl om, at vi er chokerede over, at der bliver prædiket så meget had. Det skal der ikke være nogen tvivl om. Vi synes, det er grusomt, uanset om det foregår i Israel, i Gaza eller i Danmark,« siger han og understreger, at det er særdeles skræmmende, at jødehadet pludselig er kommet så tæt på.

»Samtidig er det skræmmende, at det er en, der påstår, han er dansker, som står bag. Det bekymrer os, både på vores egne, men også på alle danske jøders vegne,« siger Max Meyer.

Det er særligt slemt, når opfordringen til jødedrab kommer direkte fra en muslimsk præst, mener zionisternes formand.

»Der er jo altid idioter derude, så det er meget bekymrende, at nogen får det indtryk, at det er Allahs drøm at dræbe jøder,« siger han.

Men det er dog ikke kun fra imamens side, at truslerne flyver, fortæller Max Meyer. Også på Dansk Zionistforbunds Facebook-side florerer jødehadet, og det er blevet langt værre, efter konflikten i Israel og Gaza er blusset op.

»Der er dødstrusler, had og det hele. Der er virkelig følelser i kog. Vi synes, at følelserne har taget overhånd, i hvert fald fra den ene part. Det fører krigen hjem til Danmark og gør den personlig,« siger han.

Og Dansk Zionistsamfund lader ikke bare stå til, når truslerne vælter ind over de danske jøder. Alle trusler bliver anmeldt, og de danske zionister vil også have politiet til at kigge nærmere på den aarhusianske imams udtalelser.

»Vi vil anbefale Det Mosaiske Troessamfund at anmelde det her til politiet. Det er dem, der skal tage sig af det. Det er klart, at den her imam udgør en trussel mod samtlige jøder i Danmark, når han opfordrer folk til at få ram på dem,« siger Max Meyer.