Hvis ikke man er klar med en eller anden form for bestikkelse, er det svært eller stort set umuligt at komme ind på markedet i Brasilien, Rusland, Indien og Kina, mener hver tredje danske virksomhed.

Officielt afviser langt de fleste danske virksomheder korruption, men mange af dem mener alligevel, at der skal en eller anden form for bestikkelse til, hvis man vil ind på markedet i de såkaldte BRIK-lande; Brasilien, Rusland, Indien og Kina.

Det skriver Jyllands-Posten på baggrund af en måling, som Rambøll har foretaget.

Den peger på, at henholdsvis 20 og 13 procent mener, at det kun i ringe grad eller slet ikke er muligt at gøre forretninger i BRIK-landene, hvis ikke man er villig til at give en eller anden form for smøring.

Hver fjerde af de adspurgte virksomheder siger dog også, at det i meget høj grad eller i høj grad kan lade sig gøre at komme ind på de attraktive markeder uden bestikkelse.

- Det er slående, at over halvdelen mener, at man i et eller andet omfang er nødt til at bryde de formelle regler for at handle i Brik-landene. Det er et væsentligt større problem, end man vil være ved, siger Poul Riiskjær Mogensen, formand for antikorruptionsorganisationen Transparency International Danmark.

I erhvervsorganisationen Dansk Industri kender man til problemet.

- BRIK-landene har nogle meget store udfordringer med korruption og bestikkelse. Det påvirker de danske virksomheder. Det er ikke så meget de brune kuverter med kontanter, der er problemet – det er snarere »facilitation payment,« siger Christine Jøker Lohmann, der er chefkonsulent i DI.

Faciliteringsbetaling er udbredt i mange internationale organisationer, og det indebærer eksempelvis, at man betaler for at få en sag hurtigt igennem hos et lands myndigheder.

Det er blandt andet et middel, bryggerigiganten Carlsberg gør brug af.

- Vi har et klart forbud mod bestikkelse. Når det gælder facilitation payments, har vi en politik om, at vi aktivt skal modvirke det, og hvis det ikke kan undgås, skal vores medarbejdere prøve at få kvittering, og de skal registrere det. Alle medarbejdere er instrueret om, hvem de skal tale med i et sådant tilfælde, siger Carlsbergs kommunikationsdirektør, Jens Bekke, til Jyllands-Posten.