Ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

En familie fra Varde fik en noget uheldig start på ferien, da det viste sig, at de havde booket en feriebolig gennem en bookingside, der i virkeligheden var det rene fup.

Det skriver Finans.dk.

Portalen lignede ellers til forveksling mange af de store, kendte hjemmesider som Hotels.com og Booking.com, og derfor havde familien ikke haft skrupler ved at overføre 50.000 kroner gennem portalen for en feriebolig i Italien. Desværre var det først efter, at pengene var overført, at det gik op for familien, at siden var falsk - og der var det for sent.

Bookingportalen hævdede efterfølgende, at man ikke kendte til nogen overførsel af penge. Familien har nu i stedet valgt at blive hjemme i sommerferien.

Finans.dk har været i kontakt med flere familier, der har været ude for samme nummer, blandt andet gennem siden Dollyhouses.com, og ifølge Rigspolitiet er netop denne form for svindel langtfra ualmindeligt i ferieperiode.

»I takt med den øgede digitalisering af samfundet, oplever vi dog generelt, at flere og flere typer af bedrageri flytter over på nettet, og er der overført penge, vil der være digitale spor, man kan efterforske,« siger vicepolitiinspektør Lars Mortensen, National Efterforskningsafdeling i Rigspolitiet.

Også Niels Halse, der er stedfortrædende chef for Danske Banks svindelbekæmpelsesenhed, bekræfter tendensen. Han oplever især, at svindlen med bookinghjemmesider er udbredt i sommerperioden, og at svindlerne typisk bliver dygtigere og dygtigere.

Ifølge Lars Mortensen fra Rigspolitiet er det vigtigt at udvise en sund skepsis, når man handler på nettet, og det er altid en god idé at undersøge, om den pågældende virksomhed nævnes eller findes flere steder. Derudover kan det være en hjælp at tjekke sider som Trustpilot eller andre forbrugersider.

Ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.