Nyt tøj er som regel ikke noget, de fleste klager over. For sygeplejerskerne i Region Midtjylland er sagen dog en helt anden. De er alle ved at få nye uniformer, og blandt dem der allerede har prøvet den nye model, er der ikke den store begejstring.

Det skriver TV Midtvest.

Sygeplejerskerne mener, at uniformerne er meget ubehagelige at arbejde i. Blandt de hospitaler der allerede har fået de nye uniformer hjem på hylderne er Regionshospitalet i Silkeborg.

Og her klager sygeplejerskerne over, at uniformen er upraktisk, fordi den blandt andet sidder meget tæt til kroppen og er for varm.

»Jeg har et problem med, at blusen sidder så stramt. Det sender et signal overfor mine patienter om, at jeg har for travlt, når jeg har de svedpletter under armene, uden nødvendigvis at have lavet særlig meget,« fortæller Line Glanz, der er sygeplejerske på Regionshospitalet i Silkeborg til TV Midtvest.

Det er dog ikke kun blusen, der giver problemer. Også bukserne bliver kritiseret, fordi de er gennemsigtige, hvilket gør at Line Glanz af og til går helt tæt op ad hospitalets vægge, når der er mange mennesker på gangene. Lommerne på bukserne er også udfordrende, fordi de sidder for langt nede.

Det gør, at sygeplejerskerne skal vride kroppen for at nå ned til dem.

Allerede i 2011 blev det besluttet, at uniformerne skulle skiftes, fordi de gamle modeller er nedslidte. Siden 2013 er de nye modeller blevet testet, og Region Midtjylland har bestilt for op mod 40 millioner af det nye tøj, som sygeplejerskerne allerede nu ikke er glade for.

»Man kan aldrig gøre alle 100 procent tilfredse, men jeg er sikker på, at når de har gået i uniformen i en periode, og de (uniformen, red.) ikke er så stive og er blevet vaskede, så bliver sygeplejerskerne glade for det,« siger Hanne Rosenlund, der er projektleder i Region Midtjylland.

Et kig på kommentarerne på TV Midtvests Facebook-side afslører, at langt de fleste bakker sygeplejerskerne op. 'Kan sagtens forstå kritikken. Arbejdstøj skal da ikke være små tætsiddende bluser i stof og farver hvor sved og andet giver store synlige pletter. Tror ikke dem der skal bruge tøjet er blevet taget med på råd. Det er da vist en ommer,' skriver Lilly Andersen.

Inge Dam Svenningsen nævner, at sygeplejerskerne i forvejen har en svær hverdag. 'Jeg bliver så trist .. For det første har de et presset arbejdsmiljø,- skal de nu også have dårligt arbejdstøj ?!« skriver hun.

Nogle skriver også, at de sagtens kan forstå sygeplejerskerne, og at de aldrig selv ville gå i en lignende uniform. 'Det ville jeg aldrig gå i! Giv dem rummelige bomuldskitler, bukser og overdele tilbage! Det er arbejdstøj, sygehuse er ikke modehuse! Men det sker for tit med it, tøj o.l. Regionerne bare tager fejl, køber ufunktionelt ind og nægter at rette fejlen!« lyder det fra Minna Rødsgaard.

Der er dog nogle få, der påpeger, at sygeplejerskerne jo har muligheden for at vælge en større størrelse. 'Vi har også uniformerne på Hammel og min sidder på ingen måde SÅ stramt.. Man kan jo tage et nummer større. Jeg er med tiden blevet ok tilfreds med uniformen, men vi har heldigvis blå bukser. Ville godt nok være træt af de hvide..!!' skriver Mette Stengaard.

Her skriver flere dog efterfølgende, at det ikke 'bare' er løsningen, fordi overdelene springer meget i størrelserne, og tager de nummeret større, ligner det en natkjole. Også bukserne bliver meget større, skriver Facebook-brugeren Louise Skjønning.

Hun fortæller, at tager hun et større par bukser, er de 'så lange i numsen, at man nærmest kan trække dem på under armene, hvis de skal passe i bredden.'

Det forventes, at alle hospitaler i Region Midtjylland har det nye tøj, inden år 2020.