Efter slagterimedarbejdernes nej til lønnedgang risikerer flere arbejdspladser hos Danish Crown risikerer at rykke ud af landet.

De 6.000 medarbejdere hos Danish Crown risikerer at blive reduceret med en sjettedel og lukning af nogle af slagteriets ni arbejdspladser i Danmark, efter at de ansatte har afvist at gå ned i løn. Det skriver Politiken.

60 procent af de ansatte har afvist en ny form for lønnedgang, hvor de sparede lønkroner skulle gå ind i en fond, som kunne investere i øget produktion af slagtesvin hos svinebønderne, der ejer Danish Crown.

»Vi konkurrerer med lande, der har mere lempelige miljøregler og lavere lønninger. Derfor kan det betale sig at sende smågrise til opfedning og slagtning syd for grænsen,« siger direktør i Danish Crown Pork Jesper Friis.

Ifølge Danish Crown er lønandelen i Tyskland, hvor virksomheden beskæftiger cirka 2.000 ansatte, cirka det halve af i Danmark.

På Danish Crowns’ slagteri i Essen arbejder de såkaldte kolonnearbejdere fra især Østeuropa til mellem 60 og 90 kroner i timen, mens lønnen er en anelse højere på det danske slagteris to andre arbejdspladser i Tyskland. En dansk slagteriarbejder tjener til sammenligning typisk 180 til 200 kroner i timen, skriver Politiken.