Når danskerne går i supermarkedet og køber mad og drikke, betaler vi 45 procent mere for varerne end et gennemsnitligt EU-land, og det gør Danmark til det dyreste land i EU, viser en opgørelse fra Eurostat.

Det skriver Søndagsavisen.

Og selvom højere moms, afgifter og højere lønninger alt sammen betyder noget for prisen, er det ikke hele forklaringen.

»Det handler også om, at producenterne tager den pris for varen, som de kan tillade sig at tage. Danskerne har relativt mange penge mellem hænderne og er villige til at betale de her høje priser. Vi betaler bare prisen, fordi vi har vænnet os til, at det nu en gang er det, det koster,« siger Peter Mølkjær, der er forbrugerekspert hos konsulentvirksomheden Deloitte.

Meget tyder også på, at konkurrencen i Danmark ikke er lige så hård som i andre lande.

»Jo lavere konkurrencen er, desto større er sandsynligheden for, at vi betaler for meget. Og ifølge Produktivitetskommissionen er der en relativt svag konkurrence i detailhandlen herhjemme,« siger Louise Aggerstrøm Hansen, privatøkonom i Danske Bank.

Hos Dansk Erhverv, der varetager detailhandlens interesser, kritiserer man Eurostats undersøgelse, fordi den ikke indregner tilbud, der ikke har kørt i mere end 30 dage.

»Man skal ikke have været i Danmark i mange dage for at vide, at der konstant er tilbud i Danmark. Helt overordnet mener vi afgjort, at danske forbrugere har gode vilkår,« siger Henrik Hyltoft, der er markedsdirektør i Dansk Erhverv.

Den fødevaregruppe, hvor danskerne betaler allermest i forhold til gennemsnittet i EU, er på brød, kager og fuldkornsprodukter. Her betaler er prisen hele 61 procent højere end gennemsnittet i EU.