En dansk jægersoldat er blevet dræbt i Afghanistan, og det får flere politikere til at udtrykke deres sorg og medfølelse.

Soldaten blev ramt af en eksplosion fra en sprængladning i nærheden af byen Gereshk, da han var på patrulje sammen med afghanske sikkerhedsstyrker.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt, Socialdemokraterne:


- Det er en stor sorg for os alle, at en dansk soldat natten til torsdag er blevet dræbt i Afghanistan. Det gør mig ondt, og mine tanker er hos soldatens pårørende, der har mistet det dyrebareste, man kan miste. De har min dybe medfølelse.

- Vores soldater i Helmand yder en uvurderlig indsats. Deres vilje og evne til fortsat at løse meget krævende opgaver under vanskelige og farefulde vilkår kalder på den største anerkendelse. Jeg er taknemmelig over deres indsats for Danmark, lyder det fra Helle Thorning-Schmidt.

Forsvarsminister Nick Hækkerup, Socialdemokraterne:

Forsvarsminister, Nick Hækkerup, går nu ind i sagen om de mange Mercedes-biler, der har stået stille i halvanet år.
Forsvarsminister, Nick Hækkerup, går nu ind i sagen om de mange Mercedes-biler, der har stået stille i halvanet år.
Vis mere

- Min dybeste medfølelse går til den dræbte soldats familie og pårørende, som i dag har lidt det største tab. Jeg tænker også på vores soldater, der på trods af tabet af en kollega og ven fortsætter deres mission i Helmand.

- Vores soldater har en vanskelig men vigtig opgave at løse i Afghanistan. Jeg har meget stor respekt for den uselviske indsats, de yder for Afghanistan, og ikke mindst for vores eget land, udtaler forsvarsminister Nick Hækkerup.

Kristian Thulesen Dahl, formand for Dansk Folkeparti:

- Det er altid umådeligt trist, når en dansk soldat mister livet. Selv om vi alle er klar over, at det er den risiko, soldaterne dagligt lever med, så rammer det hårdt. Mine tanker går nu til den dræbte soldats pårørende og venner. Den dræbte har betalt den højeste pris og både soldaten og soldatens familie fortjener vores respekt og taknemmelighed, siger Kristian Thulesen Dahl.

Lars Løkke Rasmussen, formand for Venstre:
Foto: Henning Bagger
Vis mere


Efter et 2012, hvor vi helt undgik tab blandt vores udsendte soldater i international tjeneste, var det smerteligt nyt at modtage underretning om, at en dansk jægersoldat er blevet dræbt under patruljering i Afghanistan. Det er en tragisk måde at starte det nye år på, og mine tanker og dybeste medfølelse går til de pårørende.

Deres tab berører mig dybt. Mine tanker går også til de danske soldater i Afghanistan, som har mistet en kammerat og kollega. Under svære vilkår fortsætter de med at løse deres opgaver for at sikre vores tryghed og sikkerhed og for at give afghanerne et håb om en bedre fremtid. De danske soldater fortjener vores største respekt og taknemmelighed.

Æret være den dræbte soldats minde.

Lars Løkke Rasmussen
Lars Barfoed, konservativ partiformand:
Foto: Torkil Adsersen
Vis mere

- Det er en sorgens stund, hver gang en dansk soldat mister livet. Jeg er dybt berørt over beskeden om, endnu en dansk soldat er blevet dræbt i Afghanistan i kampen for frihed og demokrati. Mine tanker og medfølelse går til de pårørende, venner og kolleger. De har mistet et menneske, der stod dem nær. Det er et ubærligt tab, og en svær tid venter. De danske soldater gør en uvurderlig indsats for at sikre den afghanske befolkning frihed og tryghed. Det er en vigtig kamp – hvor ingen falder forgæves. Vi har al mulig grund til at være stolte af vores soldater – og sørge sammen, når vi mister, skrive Lars Barfoed i en pressemeddelelse.

Anders Samuelsen, Liberal Alliance:

Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Alle tanker går til den dræbte soldats efterladte familie og venner, skriver Anders Samuelsen på Facebook.

Lykke Friis, Venstre, tidligere Klima- og energiminister:

Foto: Keld Navntoft
Vis mere

Ufattelig sørgelig nyhed fra Gereshk. RIP, hedder Lykke Friis' seneste Facebook-opdatering.

Sofie Carsten Nielsen, gruppeformand, Radikale Venstre:
Foto: Sonny Munk Carlsen
Vis mere

- Alle mine tanker går til de efterladte. Det var en forfærdelig sørgelig meddelelse at vågne op til her til morgen. Jeg føler dyb sorg og medfølelse med familien til den dræbte jægersoldat, siger Sofie Carsten Nielsen.

- Det var en erfaren jægersoldat, der blev dræbt i nat. Han deltog i træningen af afghanske specialpolitistyrker og var med til at yde et af de allervigtigste bidrag til at skabe fred og sikkerhed i Afghanistan. Jeg er stolt af de danske soldaters arbejde, og jeg har dyb, dyb respekt for den indsats de yder for fred og demokrati i verden. Min respekt for de efterladte, der med deres kæres liv som indsats også deltager i dette arbejde er mindst lige så stor. Alle mine tanker går til jer i dag.

Inger Støjberg, integrationsordfører i Venstre:

Foto: Johan Gadegaard
Vis mere

På en trist dag som denne er det vigtig, at vore udsendte soldater mærker opbakningen fra os alle. De gør Danmark ære, og de kæmper en vigtig kamp for frihed, skriver hun på Facebook.

--

Det er første gang siden 4. september 2011, at en dansk soldat mister livet i Afghanistan, og det samlede tabstal er nu oppe på 43.