Et ægtepar fra Midtjylland havde sat sig for at gennemføre den spanske pilgrimsrute Camino de Santiago. Undervejs fik kvinden smerter i fødderne, og hun gik resten af ruten på stærke smertestillende piller. Hun kom hjem til Danmark med ødelagte fødder og er i dag invalid og uarbejdsdygtig på grund af turen.
Kvinden er ikke den eneste, der doper sig eller får varige skader af at tvinge sig selv i mål. Ifølge Kristeligt Dagblads oplysninger har flere læger fået folk i konsultation, som er blevet varigt skadet af pilgrimsvandring. Dertil kommer, at medicinforbruget blandt mange pilgrimme er enormt, fortæller pilgrimsvandrer og socialpædagog fra Skanderborg Catrine Louise Nøhr, som har gået på Caminoen.
- Det var en fantastisk tur, men jeg var rystet over at opleve, at så mange pilgrimme er på smertestillende medicin. Alle mennesker, jeg mødte, tog piller. En kvinde, som havde brækket en knogle i foden, havde pumpet sig selv med smertestillende midler og gik videre. Hun var helt hysterisk omkring det at gennemføre. Det er nemmere at få lidt stærkere medicin på spanske apoteker, og nogle åd nærmest de stærkeste ibuprofen (smertelindrende piller, red.) som bolsjer, siger hun.
At man selv skal bære sin rygsæk, er også medvirkende til, at nogle må bruge smertestillende medicin, fortæller Catrine Louise Nøhr.
- Jeg oplevede selv at få smerter og lod være med at bære min rygsæk et langt stykke ad vejen og fik den i stedet transporteret. Jeg mødte en, der pegede fingre af mig og sagde, at jeg snød. Det med rygsækken er et must på Caminoen. Der er nogle uskrevne regler om, hvad man gør og ikke gør, og det at bære sin tunge byrde er en af dem, siger hun.
I Spanien er en gennemført Camino et kæmpe plus på cv'et. Herhjemme er det blevet et prestigeprojekt, og derfor øver nogle mennesker vold på sig selv for at gennemføre, fortæller Ulla Sisseck fra Viborg Pilgrimsfællesskab.
Hun har gået på pilgrimsruter i ind- og udland i 10 år og er i kontakt med mange pilgrimme.
- Det er en skyggeside ved pilgrimsvandring, at folk overskrider deres egen smertegrænse, fordi vandringen skal gennemføres, koste hvad det koste vil, siger hun.
- Det er et meget tabubelagt emne, som selv garvede Camino-pilgrimme kvier sig ved at snakke om. Det er jo sejt at kunne sige 'nu har jeg også gået på Caminoen', og det betyder meget for folk at kunne gennemføre. Men det er et tabu, der skal tales om, siger Ulla Sisseck.
Pilgrimspræst Elisabeth Lidell kender også til problemet, men ifølge hende er det ikke noget udpræget dansk fænomen:
- Vi mødte i Spanien en mand, som var blevet skilt og ville gå en slags bodsvandring næsten ligesom i middelalderen. Jo mere ondt, det gjorde, desto bedre. Han tog tabletter mod den dårlige mave, han havde fået af alle de smertestillende piller, han tog. Det er jo sygt.
I foreningen Danske Santiagopilgrimme ved man godt, at der er folk, der får skader. Men formand Henrik Friediger kan ikke genkende bekymringen:
- Jeg er selv stødt på pilgrimme, der har fået ødelagt deres knæ, har fået senebetændelse eller fødderne ødelagt af vabler. Det er en fordel at være i rimelig form, og man skal lytte til kroppens signaler og passe på med at overanstrenge sig for meget. Man ser ofte, at folk må tage bussen eller en taxa, fordi de er uforberedte på, hvor hårdt det er. Men jeg har ikke hørt om varige skader, og jeg kender ikke til, at folk skulle fylde sig med medicin.
