Formanden for Danske Patienter mener, det er at skyde forbi målet, hvis man stanger bøder ud til patienter, der ikke møder op til en aftale hos lægen eller på hospitalet. Det vil skabe flere udfordringer end løsninger, lyder udmeldingen.

Det er en rigtig dårlig idé at give folk, der bliver væk fra en aftale på et sygehus eller hos lægen, en bøde.

Det mener i hvert fald formanden for Danske Patienter, Lars Engberg, der pointerer, at langt størstedelen af patienter, der bliver væk fra en aftale, ikke gør det af ond vilje.

»Vi tror ikke på, det vil løse noget som helst, hvis man giver en bøde for ikke at møde op. Hvis man gør det, så antager man, at det er noget, som patienterne gør med fuldt overlæg, og det tror jeg ikke, der er tilfældet. Der er måske et par enkelte, der misbruger systemet, fordi man pludselig skal noget helt andet, og så dropper lægeaftalen, men det er ikke den gængse holdning,« siger Lars Engberg og slår fast:

»Langt de fleste har selvfølgelig en god grund til at udeblive, og så hjælper det jo intet at stange bøder ud,« siger han.

En opgørelse fra Sundhedsstyrelsen viser, at der i 2010 - hvor de nyeste tilgængelige oplysninger stammer fra - blev aflyst 7.489 planlagte operationer på grund af folk, der bare blev væk. Dansk Erhverv skønner, på baggrund af tal fra Danmarks Statistik og Finansministeriet, at der forrige år var 1,8 million udeblivelser hos de praktiserende læger.

Dansk Erhverv vurderer, at antallet af udeblivelser kan reduceres med 25 procent, hvis man indfører gebyrer på 250 kroner for ikke at møde op som aftalt. Ud over færre aftaler, der ryger på gulvet, vil gebyrerne skæppe i kassen med flere hundrede millioner kroner årligt, påpeger Dansk Erhverv over for Berlingske Nyhedsbureau.

Hos Danske Patienter mener man derimod, at gebyrer vil skabe flere udfordringer end lettelser i sundhedssystemet.

»Hvis man får en bøde, skal der også være en mulighed for at klage over den, og meget ofte vil sagen ende med påstand mod påstand. Derfor vil det være en spildt udgift at oprette et hold af folk, der skal administrere dette bødesystem,« siger Lars Engberg og foreslår i stedet en blødere fremgangsmetode:

»Jeg synes, man bør kigge på det system, som tandlægerne eksempelvis bruger, hvor man sender en sms eller en mail, så patienterne bliver mindet om aftalen nogle dage i forvejen, og i det mindste giver det mulighed for at aflyse, hvis man er kommet til at dobbeltbooke,« siger han.