Danske Martin Bentzen, der forsvandt i Askum i Sverige lørdag nat, er nu fundet død. Det bekræfter søsteren på Facebook.

Svensk politi har siden søndag eftersøgt den 30-årige dansker, og mandag aften bekræftede de så, at de har fundet en død mand, de mener er Martin Bentzen.

»Vi har fundet en afdød mand, der mest sandsynligt er den person, vi har ledt efter. De pårørende er underrettet,« fortæller Jan Wirén, der er stedfortrædende talsmand ved politiet i Vesten, til Expressen.

Grunden til, at politiet ikke kan bekræfte dødsfaldet med absolut sikkerhed, er, at den afdøde mand ikke havde noget ID på sig. Men sent mandag aften bekræfter Martin Bentzens søster, Susanne Betnzen Hansen, på Facebook, at hendes bror er død:

Både Martin Bentzen søster samt danske og svenske venner deltog i eftersøgningen.

Martin Bentzen var taget til Sverige for at deltage i en musikfestival i Askum. Søndag skulle han være vendt tilbage til Danmark, men han dukkede aldrig op.

Politiet satte gang i en omfattende eftersøgning i det vanskelige terræn omkring Askum, hvor der er farlige kløfter og vandløb. Og det var i dette terræn, at den 30-årige dansker altså er blevet fundet død.

Politiet mener ikke, at der er tale om en forbrydelse.