Danske lærere og skoleledere afviser ‘Strenge Torbjørns’ norske model.

Et straffekatalog er ikke vejen frem. Så klar lyder afvisningen fra danske lærere og skoleledere.

Her tror man ikke på, at den norske undervisningsministers opfordring til blandt andet at låse døren til klasselokalet og give eleverne eftersidninger vil hjælpe på disciplinen.

- Det er en god ide at sætte fokus på, at der ikke skal være undervisningsforstyrrende uro. Men et katalog over sanktioner fra en velmenende minister mener jeg ikke er vejen frem, siger Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening.

Tonerne er de samme fra skolelederne, der kalder Torbjørn Røe Isaksens opgør med ‘hyggeskolen’ for en katastrofe og ren symbolpolitik.

- Det hjælper ikke på dem, det skal ramme. De eneste, man når, er de velfungerende, søde og rare børn, der i forvejen har dårlig samvittighed over at komme for sent. De andre bliver bare væk, siger Claus Hjortdal, formand for Skolelederforeningen.

Den norske undervisningsminister Torbjørn Røe Isaksen (Høyre) opfordrer landets lærere til at benytte sig mere af de sanktioner, som lovgivningen i forvejen giver mulighed for. Det er blandt andet eftersidninger og låste døre, hvilket har fået avisen VG til at døbe ham ‘Strenge Torbjørn’.

Lærernes formand kan dog godt følge ‘Strenge Torbjørn’ et stykke af vejen.

- Danske lærere savner ikke sanktioner. Men de enkelte skoler skal i fællesskab blive bedre til at bruge de muligheder, der findes, siger Anders Bondo Christensen.

Ifølge Skolelederforeningen har lærerne bedre muligheder for at skabe et godt undervisningsmiljø i klasserne end via straffe.

- Det handler om at træde i karakter, have et fagligt overskud og en god kontakt til barnet, siger Claus Hjortdal.

Undervisningsministeriet i Danmark sendte onsdag en række anbefalinger til god klasseledelse ud til landets lærere. Her går vejen til ro i klassen blandt andet gennem høje, men realistiske faglige mål og løbende feedback fra læreren.

- Endelig skal klassens regler og rutiner stå klare for alle fra skoleårets start, står der på ministeriets hjemmeside.