I sig selv var der ikke noget usædvanligt i, at den 24-årige Moaza Al Matrooshi fra Dubai for nylig fødte et velskabt barn på et engelsk hospital.

Og så alligevel, skriver Videnskab.dk.

For der gemmer sig en verdenssensation bag fødslen.

Moaza Al Matrooshi fik som ni-årig fik fjernet den ene æggestok, da hun blev behandlet for en alvorlig blodssygdom, der i mange tilfælde medfører, at de ramte kvinder bliver ufrugtbare resten af livet.

Lægerne valgte dengang at fryse æggestokken ned i flydende nitrogen ved minus 200 grader, og for et års tid siden blev den opereret tilbage i Moaza Al Matrooshi.

Kort efter stod det klart, at hun var i lykkelige omstændigheder, og hun er nu mor til en dreng, der er sund og rask.

Det er et hold danske læger, som står bag operationen, der ifølge Videnskab.dk blev udført på et privathospital i Danmark. Og det er første gang i verdenshistorien, at det lykkedes læger at gøre en kvinde frugtbar ved at indoperere æggestokvæv, som blev taget ud af Moaza Al Matrooshi, inden hun kom i puberteten og blev frugtbar.

Professor ved Reproduktionsbiologisk Laboratorium på Rigshospitalet, Claus Yding Andersen, og kollegaen, overlæge på Aarhus Universitetshospital Erik Ernst, står bag gennembruddet. Og det har har fået det videnskabelige tidsskrift European Journal of Cancer til at omtale de herrers bedrift.

»Det er en rigtig god nyhed for de mange piger, som har haft en alvorlig sygdom, eksempelvis kræft, og har fået udtaget en æggestok meget tidligt i livet. Vi kan nu fortælle dem, at de alligevel kan få børn, for vi kan godt genskabe deres fertilitet,« siger Claus Yding Andersen til Videnskab.dk.

Alene i Danmark har lægerne frosset æggestokke ned fra mere end 100 af sådanne piger, der gerne vil have børn en dag. På verdensplan er antallet flere tusinde.

Nu kan Claus Yding Andersen med glæde overbringe dem nyheden om, at de kan få børn, fordi man har fået det endegyldige bevis, siger han til Videnskab.dk.