Danske fertilitetslæger bryder loven, når de henviser patienter til klinikker i udlandet, der har specialiseret sig i behandling af barnløshed ved hjælp af rugemødre.

Danske fertilitetslæger henviser jævnligt patienter til klinikker i udlandet, der specialiserer sig i behandling af barnløshed ved hjælp af rugemødre, selv om det er ulovligt, skriver Kristeligt Dagblad.

Herhjemme er det ulovligt at formidle kontakt mellem ufrivilligt barnløse og rugemødre, der er villige til at gennemføre en graviditet mod betaling.

Den amerikanske klinik Extraordinare Conceptions, der tilbyder fertilitetsbehandling til ufrivilligt barnløse fra hele verden, har hjulpet omkring ti danske par til at blive forældre ved hjælpe af en rugemor, og langt de fleste er blevet henvist af deres egen danske læge, fortæller klinikkens direktør Mario Cabalerro.

»Vi annoncerer på nettet, men hovedparten af de danske par, vi har hjulpet, har valgt os, fordi deres egen læge har anbefalet os og står inde for den måde, vi behandler de kommende forældre og rugemødrene på,« siger han til avisen.

Advokat Louise Traberg Smidt har varetaget adskillige sager om rugemoderskab for danske par, og hun har set flere eksempler på klienter, der har fået hjælp til at finde en udenlandsk klinik af deres danske læge. Hun har det klare indtryk, at lægerne gør det for at sikre, at deres patienter får den bedst muligt medicinske behandling på klinikker, der også sikrer, at rugemødrenes rettigheder overholdes, herunder at de får den betaling, der er blevet lovet.

Professor i etik ved Aalborg Universitet og medlem af Det Etiske Råd Thomas Ploug kalder det problematisk og upassende, at medlemmer af lægestanden opfordrer andre til at rejse ud af landet og få en rugemor, skriver Kristeligt Dagblad.