For at holde vægten vælger hver tredje dansker i dag ifølge Bryggeriforeningen light-sodavand, da de er kunstigt sødede – i de fleste tilfælde med aspartam. Men mange, heraf flere unge, som metroxpress har talt med, oplever gener fra sødestoffet:

»Jeg led af synsforstyrrelser, svimmelhed og hovedpine, som først forsvandt, da jeg holdt op med at drikke light,« fortæller en af de unge.

Hos Giftlinjen på Bispebjerg Hospital nikker overlæge og giftekspert Niels Ebbehøj genkendende til symptomerne:

»Der er en rapporteret giftvirkning ved indtagelse af aspartam. Men man skal drikke meget for at få akutte symptomer. Dog skal der sikkert langt mindre doser til, hvis man har et konstant forbrug af flere sodavand om dagen over en længere periode,« siger han til metroxpress.

LÆS OGSÅ

Aspartam, som har været stærkt omdiskuteret siden godkendelsen i 1981, blev sidste år pure frikendt for alle skadevirkninger af de europæiske fødevaremyndigheder EFSA.

»Der er ingen risiko ved et indtag under grænseværdierne,« lyder forsvaret fra seniorforsker Alicja Mortensen, DTU Fødevareinstituttet.

Læge Carsten Vagn-Hansen, der har fulgt forskningen de seneste 30 år, er uenig:

»Neurologiske symptomer som synsforstyrrelser og migræne er almindeligt rapporterede skadevirkninger, som bliver særligt tydelige, når de unge drikker meget store mængder ad gangen,« siger han til metroxpress.

LÆS OGSÅ

Hos Coca-Cola mener man, at forbrugerne kan være trygge ved aspartam:

»Vi henholder os til fødevaremyndighedernes risikovurderinger og anbefalinger,« siger Public Affairs & Communications Director i Norden Mikael Bonde-Nielsen.

En international analyse af 164 studier af aspartams skadevirkninger udført at læge Ralph G. Walton fra Ohio University, viser, at alle de studier, som var betalt af industrien, anførte nul bivirkninger. 92 procent af de 90 uafhængige studier viser mindst én alvorlig skadevirkning.