Den danske blogger Joy Frederikke modtog for nyligt et brev, hvor hendes naboer bad hende tage tøj på. For ofte går hun rundt nøgen, mente naboen – selv er hun uforstående, skriver hun i et blogindlæg.

Er det okay at være nøgen i eget hjem? Sådan spørger den danske blogger Joy Frederikke, efter hun modtog et brev fra hendes nabo. I brevet skrev naboen, at de ville blive meget glade, hvis hun ville tage tøj på, når hun gik rundt derhjemme. Det har fået bloggeren til tasterne.

I et indlæg på sin blog har hun delt brevet fra familien, der har taget kontakt til hende. Her skriver de:

’Hej Frederikke! Vi bor på den anden side af gården i … og skriver denne hilsen da vi har en lille forespørgsel til dig. Vi har længe måttet bære over din mangel på blufærdighed i dit køkken… Vi ville simpelthen blive så glade hvis du kunne være bare en anelse mindre nøgen fremover, da vi har en søn på 8 år, der synes det er rigtigt spændende at kigge på. Tak for hjælpen! Vh Familien på…’

Brevet kom bag på den unge blogger, der ikke vidste, hvordan hun skulle håndtere henvendelsen. I sit indlæg skriver hun, hvordan hun ikke vidste, om hun skulle skraldgrine eller skamme sig.

Hun lagde brevet på sin Facebook-profil, hvor der hurtig kom en lang række kommentarer. Størstedelen synes, at brevet er langt ude, mens andre synes, hun bør trække gardinerne for, når hun bevæger sig nøgen rundt i lejligheden – og det har fået bloggeren til at stille en række spørgsmål.

Artiklen fortsætter under opslaget:

Hvorfor og hvorfor ikke skal gardinet trækkes for? Er det ikke okay at være nøgen i sit eget hjem? Og hvem bestemmer det? Spørger hun blandt andet, inden hun undrer sig over familiens egen ageren.

’Man kan måske starte med det paradoksale i at Familien fra … beklager sig over min manglende blufærdighed, men samtidig afslører de sig selv i at have luret ind gennem mit vindue. Jeg kan da ganske vist sætte gardiner op eller være påklædt, men de kan vel også bare lade vær med at kigge? Hvad er rigtigt og hvad er forkert? Begge dele eller ingen af delene?’ spørger hun videre.

Dilemmaet nåede også Mads og Monopolet på P4, hvor det blev diskuteret. Selv stiller Joy Frederikke spørgsmålstegn ved, om det samme havde været et problem, hvis hun i stedet var en mand – nu det er en 8-årig dreng, der kigger.

Henvendelsen fra familien har dog ikke haft nogen påvirkning endnu.

»Jeg går stadig nøgen rundt. Jeg tænkte over det lige efter, men så sent som i dag gik jeg nøgen rundt med håndklæde viklet om håret,« har hun udtalt til metroxpress.