Det er 66 år siden, Jens Berg vendte hjem fra russisk krigsfangelejr. Oplevelserne sidder stadig i ham som en tatovering på sjælen, men trods rædslerne er han faktisk taknemmelig for den krig, der definerede ham som menneske.
B.T. møder Jens Berg i det parcelhus i Løgumkloster, hvor den 89-årige pensionist de seneste 43 år har boet sammen med sin kone Anna. På bordet er der dækket op med hjemmebagte boller og friskpillede kartofler fra haven. I stuen hænger der adskillige billeder af den unge Jens Berg, der netop har fået udgivet bogen ’Fanget på Østfronten’, i tysk uniform side om side med billeder af børn og børnebørn.Den høje, gråhårede mand, der stadig er bygget, som var han af granit, var med Østfronten. Helt fremme. Dér hvor det virkelig gjorde ondt. Millioner af mænd, kvinder og børn mistede livet på den russiske slagmark for mere end seks årtier siden.
Jens Berg har aldrig lagt skjul på, at han kæmpede på tysk side under krigen. På spørgsmålet om han er stolt af at have været tysk soldat, svarer han med høj røst:
- Ja! Jeg er stolt af de oplevelser, jeg haft. Jeg er taknemmelig for det, og jeg synes, at jeg ville være et meget dårligere menneske, hvis ikke jeg var glad for det, jeg har oplevet. Enhver ulykke var jo nødvendig. Var jeg ikke blevet såret, så var jeg endt i Stalingrad og så var jeg ikke kommet hjem, siger Jens Berg, og han virker da også helt afklaret den tidligere Værnemagtssoldat.
Det må have været en barsk omgang. Har du for eksempel haft mareridt om krigen?
Ja, men ikke om vanskeligheder og ikke det mindste om smerte. Kun om at blive fanget. Den fornemmelse, du ved, af at det er for sent. Du kan ikke komme væk. Russerne er for tæt på. Nu hvisker han med en stemme, der næsten ikke kan høres.
Ondskaben
Krigen på Østfronten er beskrevet som en af de mest brutale i menneskehedens historie. Operation Barbarossa i 1941, som Jens Berg var en del af, er den største mobilisering af soldater nogensinde. Flere millioner tyske og russiske soldater blev dræbt og såret. Hundredetusinder af sovjetiske civile blev henrettet og millioner døde af sult, da tyskerne tog deres fødevarer. Da tyskerne trak sig tilbage fra Ukraine og Hviderusland efterlod de et spor af nedbrændte byer og overlod civilbefolkningen til at dø af sult og kulde.
Selvom Jens Berg oplevede krigens gru på nærmeste hold, genkender han ikke historiebøgernes rædselsbilleder.
- Jeg har næsten ikke oplevet noget ondskab under krigen. Tværtimod. Jeg har haft mange fantastisk oplevelser og mødt mange specielle mennesker.
I sin bog beretter Jens Berg om flere gruopvækkende oplevelser. Bl.a. sætter tyskerne ild til et hus med sårede russiske soldater.
Er det ikke ondskab?
- Jeg ved ikke, om det er ondskab. Det er jo soldater i krig.
Du beskriver også i bogen, at I tager russernes mad?
- Det er måske lidt svært at forstå i dag. Men dengang var det næsten lidt normalt. De tog det ikke engang ilde op, for de vidste jo godt, at sådan var det nu engang.
Vi havde jo magten og kan gøre det. En gang gik vi op til en gård og sagde, vi skulle have et par høns. Bondemanden sagde ’uh, den krig, den krig’. Vi svarede, ’ja det synes vi også. Vi vil meget hellere være hjemme ved mor.
Da du senere hørte om jødeudryddelse og nazismens grusomhed, hvad tænkte du så om, at du havde kæmpet for de mennesker?
- Kæmpet for og kæmpet for. Jeg har bare været med og behandlet de mennesker jeg har mødt, så godt jeg kunne. Jeg har taget det som en oplevelse. Men jeg vil ikke forherlige den krig. Det var en ulykkelig krig, og det var noget værre noget.
