Det Europæiske Lægemiddelagentur retter en alvorlig kritik mod dansk forskning i bivirkninger ved HPV-vaccinen. Danske læger og forskere har været frontfigurer i mistænkeliggørelsen af vaccinen.

Tidligere i november afviste Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA), at der er sammenhæng mellem HPV-vaccinen mod livmoderhalskræft og det alvorlige svimmelheds- og træthedssyndrom, POTS.

I dag er rapporten blevet offentliggjort og foruden den allerede kendte konklusion, retter den også en alvorlig kritik mod den danske forskning på området. Det sket efter, at danske læger og forskere har været frontfigurer i mistænkeliggørelsen af vaccinen.

Den danske forskning på området bliver beskyldt for at tage udgangspunkt i patienter, der har fået vaccinen og som har POTS-symptomer, men som er udvalgt på en »yderst selektivt« måde, så de passer ind i en »på forhånds-bestemt konklusion om vaccine-relaterede skader,« lyder det.

Over halvdelen af de indberettede tilfælde af POTS-symptomer efter HPV-vaccine er registreret i Danmark, og netop derfor har den danske forskning fået ekstra opmærksomhed i rapporten.

Hos Kræftens Bekæmpelse glæder man sig over, at rapporten er kommet ud, men anerkender, at det er en »alvorlig kritik«, rapporten retter mod de danske registreringer.

»EMA siger, at man begår en fejl, når man kun ser på unge piger, der kommer ind ad døren med oplevelse af bivirkning efter HPV - og man så konkluderer med det samme, at det må være POTS. Man glemmer, at der desværre også uden HPV er en del unge kvinder med POTS. Derfor mener EMA, at der er tale om en cirkelslutning i den danske forskning,« siger direktør i Kræftens Bekæmpelse Leif Vestergaard til Politiken.