Forskere har fundet en ny metode, der kan sammenligne al arvemasse i en virus, der ofte giver roskildesyge.

København. Der er godt nyt til alle, der nogensinde har haft en ordentlig omgang roskildesyge med både opkast og diarré, som ofte skyldes den yderst smitsomme norovirus.

Forskere fra Statens Serum Institut har nemlig gjort det meget nemmere at afsløre, hvor smitten stammer fra - og dermed bremse den tidligere.

Det forklarer molekylærbiolog Jannik Fonager. Han er en af forskerne bag en ny metode, som netop er blevet beskrevet i det internationale videnskabelige tidsskrift Scientific Reports.

- Hvis virus er ens for patienterne, som for eksempel har spist på den samme restaurant, giver de nye analyser en meget klar indikation på, at de er smittet fra den samme kilde, siger han.

Der findes mange typer norovirus. Hidtil har forskere kun kunnet sammenlignet 10 procent af norovirussens arvemasse. Men med den nye fremgangsmåde kan man sammenligne hele virussens arvemasse.

- Det gør opsporingen af smitten mere præcis, fastslår Jannik Fonager.

- Og det er vigtigt i forhold til detektivarbejdet med at finde ud af, hvor smitten kommer fra, så man kan stoppe den ved kilden, tilføjer molekylærbiologen.

Virussen smitter ofte, når vi spiser mad inficeret med den. Det kan for eksempel være østers eller salat.

- Men det kan også være en syg køkkenmedarbejder, som måske har håndteret nogle fødevarer og overført virussen til dem, og man kan derved blive smittet derigennem, forklarer Jannik Fonager.

- Og i de her udbrud er der typisk mange mennesker, som bliver inficeret på samme tid eller nogenlunde tæt på hinanden, så rigtigt mange bliver syge.

Molekylærbiologen opfordrer desuden de uheldige, der måtte blive ramt af roskildesyge, til at kontakte Fødevarestyrelsen.

- Så kan de nemlig sende prøver ind til os, så vi kan finde ud af, hvor smitten stammer fra, siger Jannik Fonager.

Den nye metode, som i mere tekniske termer kaldes Next Generation Sequencing eller NGS, har desuden betydet, at forskerne har opdaget hidtil ukendte varianter af norovirus.

Metoden forventes desuden at kunne udbredes til brug i opklaringen af udbrud med andre typer virus end norovirussen.

/ritzau/