Har du fået venneanmodninger på Facebook fra personer, du ikke kender? Så pas på; Det kan nemlig være efterforskere fra forsikringsselskaber, der har oprettet en falsk profil for at holde øje med din gøren og laden.

Forsikringsselskaberne herhjemme mistænker ifølge en opgørelse fra brancheorganisationen Forsikring og Pension et rekordhøjt antal danskere for at svindle i sager om personskader. Og i et forsøg på at afsløre svindlen tyer de altså til yderligere metoder, skriver Berlingske.

Læs også:

Ifølge juraprofessor ved Københavns Universitet, Mads Bryde Andersen, er det ikke i strid med straffeloven, at forsikringsselskaberne benytter sig af udvidede overvågningsmetoder. Således kan de sagtens placere en gps-sender på undervognen af en bil eller opdigte falske profiler på sociale medier som Facebook og LinkedIn og herigennem blive venner med deres svindelmistænkte kunder.

Netop Facebook er tidligere blevet brugt i svindelsager, bekræfter Forsikring og Pension, der dog ikke har kendskab til, om også gps-overvågning bliver benyttet i praksis. Endnu.

Læs også:

- Det er efterforskningsmuligheder, som vi betegner som indgribende og som mulige i henhold til lovgivningen. Det er vidtgående efterforskningsmuligheder, og hvis de bliver taget i brug, så har man en meget klar mistanke om svindel, siger underdirektør i Forsikring og Pension, Torben Weiss Garne, til Berlingske.

Oplysningerne kommer frem samtidig med, at en opgørelse fra Forsikring og Pension viser, at forsikringsselskaberne sidste år tilbageholdt 124 millioner kroner i erstatning til kunder, der havde anmeldt personskader, på grund af mistanke om svindel. I alt var der 576 af denne type sager sidste år, hvilket er en stigning på 45 procent i forhold til 2009.