Når bedetæppet er rullet sammen bliver guirlanderne rullet rundt om juletræet.

Tre ud af fire folkeskoler i københavn giver fridage på muslimske helligdage. Dansk Folkeparti kræver forbud mod særbehandling

Muslimske helligdage bliver nu markeret på mange danske folkeskoler på lige fod med danske højtider som jul, påske og pinske. En undersøgelse fra Københavns Kommune viser således, at tre ud af fire lader børnene få fri på de muslimske helligdage eid og al fitr.

Helt præcist giver 44 folkeskoler, seks specialskoler og fem ungdomsskoler i København de muslimske elever fri i forbindelse med deres religiøse højtider.

- De elever, som spørger om de vil have lov til at få fri på deres religiøse helligdage, får lov til det. Vi har 62,50 pct. tosprogede på skolen - og både muslimer, hinduer og hvad du ellers kan tænke dig, siger skoleleder Edvin Steen Jensen fra Ellebjergskolen i København.

B.T.s rundspørge blandt folkeskoler i Århus, Vejle og Odense viser, at det også her er almindeligt.

Den store udbredelse af muslimske fridage i hovedstadens folkeskoler får Dansk Folkeparti til at barsle et lovforslag, der forbyder særhersyn til religiøse mindretal på folkeskoler.

- Det er jo noget chokerende, at så mange folkeskoler holder fri i forbindelse med andre religiøse højtider. Når man tænker på, at mange af de to-sprogede elever har svært ved at følge med i skolen, så har de nærmere brug for mere undervisning end ekstra fridage, siger Peter Skaarup, der vil tage skolernes muslimske fridage op med både integrationsministeren og undervisningsministeren.

Den ansvarlige borgmester fra København har dog ingen problem med, at mange skoler i København holder ramadan-fri.

- De københavnske folkeskoleelever skal have den undervisning, de har krav på og ferierne skal følge de almindelige ferier og helligdage. Men den enkelte skoleleder har mulighed for at give elever fri til f. eks. blå mandag eller afslutningsfest for ramadanen, hvis forældrene beder om det. Jeg er helt tryg ved, at skolelederne ved, hvornår det er relevant. Det vil jeg ikke diktere, skriver Anne Vang (S), børne- og ungdomsborgmester til B.T.

Undervisningsminister Tina Nedergaard (V) vil nu se nærmere på de københavnske tal.