De seneste ni dage har danske F-16-fly fløjet 13 missioner i Irak. Danskerne har både deltaget i bombetogter og som støtte til styrker på landjorden i kampen mod Islamisk Stat.

De danske F-16-fly, der er udsendt i Irak i kampen mod Islamisk Stat (IS), har siden 17. november fløjet 13 missioner og kastet 18 bomber mod fjendtlige styrker, køretøjer og bygninger, oplyser forsvaret på sin hjemmeside.

Dermed har de danske fly skruet op for intensiteten af angreb i forhold til de seneste uger, da F-16-flyene i højere grad har bidraget til indhentning af efterretninger og overvågning.

»Missionerne, som de danske fly har deltaget i, har været offensive, og der har været en stigning i antal anvendte bomber,« skriver forsvaret og oplyser, at danskerne hovedsageligt har deltaget i missioner som luftstøtte til styrker på landjorden samt målrettede bombetogter mod fjendtlige bygninger.

De danske fly har i den forløbne uge deltaget i missioner i områderne omkring Fallujah, Tikrit, Bayji, Mosul og i Al-Anbar-regionen.

Siden første mission 16. oktober i år, har det danske bidrag i alt fløjet 74 missioner og anvendt 60 bomber i kampen mod IS i Irak.

Det var et bredt flertal i Folketinget, der i begyndelsen af oktober besluttede af sende de danske F-16-fly af sted til luftbasen i Kuwait, der grænser op til den sydlige del af det krigsplagede Irak.