Schalburgs bloddrenge i de unge år med blodfanen. Det er Søren Kam yderst til venstre.
Schalburgs bloddrenge i de unge år med blodfanen. Det er Søren Kam yderst til venstre. Foto: Scanpix

En gruppe SS-soldater fra København blev anset for at være de mest frygtløse og blodtørstige danske soldater på østfronten. De blev kaldt »Bloddrengene«.

Bogen 'Beredt for Danmark' om NationalSocialistisk Ungdom (NSU) indeholder flere beskrivelser af bloddrengenes fanatisme og frygtløshed.

En bloddreng har fortalt, hvordan en af hans kammerater jodlede, som om han var på skovtur, mens kugler og granater fløj om ørerne på dem.

Andre beretninger handler om en bloddreng, der alene angriber fjendens maskingeværreder med håndgranater, og om to bloddrenge, der går sammen ud i en mørk skov for at se, 'hvor russerne bliver af.'

Udtrykket 'bloddrenge' blev senere brugt i pressen som betegnelse for alle danske soldater ved østfronten, men de oprindelige bloddrenge var en lille gruppe på 15-25 unge mænd fra København.

- De fleste kom fra velstående familier med relationer til nazisterne. Fælles for dem var, at de havde en fanatisk tro på nationalsocialismen og en oprigtig frygt for kommunismen. De gik i krig for at forhindre kommunisterne i at overtage Danmark, siger Mikkel Kirkebæk, der er forfatter til bogen om Danmarks National Socialistiske Ungdom (NSU).

Bloddrengene hørte under Absalons Fane, den første afdeling af National Socialistisk Ungdom i København. De tilhørte inderkredsen omkring den danske nazi-guru, Christian Frederik von Schalburg.

Jøde-had og kamptræning


Han indoktrinerede drengene til at hade jøder og tro på deres egen races overlegenhed. Fra de var små knægte, trænede han dem i kamp og strategisk fremrykning.

Schalburg lærte bloddrengene at hade kommunismen, hvilket førte til voldelige sammenstød med danske venstreorienterede. Det var under et af disse sammenstød, at bloddrengene fik deres navn. Efter et slagsmål brugte en af drengene fanen til at stoppe en blødning, og derefter blev fanen døbt 'blodfanen'.

-I er mine bloddrenge, skal Schalburg have sagt, da drengene vendte tilbage.

En bloddreng skulle være 'forrest i faren og sidst i ly' – et motto, der senere kostede de fleste af bloddrengene livet.

Da krigen brød ud og Schalburg selv meldte sig til kamp på østfronten, var bloddrengene de første til at følge ham ind i SS, hvor han blev deres kommandør i Frikorps Danmark på østfronten.

- De ville gå i døden for ham, det ville jeg også have gjort, hvis jeg fik chancen, har bloddrengen Erik Herløv Nielsen fortalt.

Krigens alvor


Da bloddrengene tog af sted til fronten, var humøret højt, men da de ankom til stillingerne, gik krigens alvor op for dem.

- Vi drog jo af sted og sang på lastbilerne og havde blodfanen med, og så kom vi af og skulle ud i stillingerne, og det første vi ser er tre-fire forkullede lig af russere, og da gik det op for én, at det her er noget frygteligt noget. De var jo altså slået ihjel med flammekastere, fortæller en bloddreng ved navn Ditlev i bogen 'Schalburg'.

Her flyver vi alle

Bloddrengene blev sendt ud til de farligste dele af østfronten, og af deres galgenhumoristiske breve til venner og familie fremgår det, at kampene var hårde.

- Her flyver vi alle, både fugle og træer, skriver en bloddreng fra fronten. Mange fandt ud af, at krigen ikke var så fantastisk, som de var blevet lovet.

»Krigen er stor og skøn, havde Schalburg sagt. Jeg er ikke enig. Den er beskidt, brutal, nådesløs og stinkende – af blod, lort, svovl og lig i forrådnelse. Den er vanvittig smerte, lidelse, elendighed og oceaner af tårer over de døde og de levende og de flænsede, den er arnestedet for had, grusomhed og koncentrationen af menneskets laveste instinkter i et spejlbillede af dyrisk afsindighed, lyder det fra Erik Herløv Niel
SMS

Tophistorier

Hitter på Facebook