Seks danske betjente har siden 2012 været i Bulgarien for at assistere landets grænsepoliti, der har fået kritik for at krænke asylansøgeres menneskerettigheder.

Selv om bulgarsk grænsepoliti i flere år har fået kritik fra både FN, Amnesty International og Human Rights Watch for overtrædelser af menneskerettighederne, har seks danske betjente siden 2012 i flere omgange været i Bulgarien for at assistere landets grænsepoliti. Det skriver Information.

I januar var en dansk betjent udsendt til området ved grænsen mellem Bulgarien og Tyrkiet. En måned efter hans hjemkomst blev to irakiske asylansøgere angiveligt banket så voldsomt af bulgarske grænsevagter, at de brækkede benene og senere døde af kulde på den tyrkiske side af grænsen.

Anklagerne stammer fra en gruppe af irakiske asylansøgere, som de døde irakere rejste sammen med, og anklagerne er blevet videreformidlet af både Human Rights Watch og FN.

De danske betjente har dog ikke observeret overtrædelser af menneskerettighederne på noget tidspunkt under deres udsendelse, fortæller Niels Henrik Bak fra Nationalt Udlændingecenter i Rigspolitiet.

»Hvis vi oplevede, at nogle af vores egne var vidner til sådanne ting, ville vi trække dem tilbage og sige, at det vil vi ikke være med til,« siger Niels Henrik Bak. Han understreger samtidig, at de danske betjente ikke har patruljeret sammen med de bulgarske grænsevagter.

Postdoc i migrationsstudier på Københavns Universitet Martin Lemberg-Pedersen understreger, at Danmark ikke er tvunget til at lade betjente deltage i operationerne i Bulgarien og mener derfor, at de danske myndigheder burde undersøge, om der er hold i anklagerne om brud på asylansøgeres menneskerettigheder.

Niels Henrik Bak kender til det bulgarske politis dårlige ry, men han mener, at tilstedeværelsen af dansk mandskab er med til at forbedre forholdene, skriver Information.