Var du med bussen, og har du foto eller video? Ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

En bilist er kommet let til skade, efter at han kørte ind i en dansk turistbus i Nordtyskland.

En dansk turistbus er blevet påkørt af en bilist i en Tesla i Nordtyskland. Bilisten hævder, at bilen var på autopilot, da han ramte bussen.

Ingen af bussens passagerer er kommet særlig alvorligt til skade under uheldet. Bilisten har fået lettere skader.

Det oplyser politiet i byen Ratzeburg i det nordlige Tyskland.

Uheldet skete på en motorvej. Da bussen efter en overhaling trak ind i inderste spor, kørte bilen op i bussen bag fra.

Føreren af bilen er en 50-årig mand fra den tyske by Brandenburg. Han siger, at han havde slået bilens automatpilot til.

Det er ikke første gang, at en Tesla på automatpilot er involveret i et uheld, siden funktionen med automatpilot blev introduceret oktober sidste år.

Bilens automatfunktion kom i søgelyset i maj i år, da en Tesla-kører blev dræbt i et trafikuheld i Florida, USA, med en lastbil, mens han kørte på automatpilot.

Tesla har denne måned offentliggjort, at det semiautomatiserede køresystem opdateres med nye begrænsninger for kørsel uden hænder samt andre forbedringer.

/ritzau/Reuters