Den danske mediekoncern Aller Media, der står bag ugeblade som Se og Hør, Billed-Bladet, Femina og Familie Journal, skifter ud på direktørgangen.

Nordmanden Pål Thore Krosby har i godt 15 år kunnet uddele visitkort som administrerende direktør i Aller, men han forlader nu Aller-koncernen.

Det oplyser Aller i en pressemeddelelse.

Selskabet har kigget i de interne rækker for at finde nordmandens arvtager.

Fremover bliver det Lars Matjeka, der sætter sig i stolen som administrerende direktør. Han har hidtil været direktør for det Aller-ejede annoncebureau DG Media og Datagraf Communications.

ritzau