Det er nye tider i DFDS. Et helt nyt team er hyret ind for at hjælpe det danske rederi med, hvordan rederier skal håndtere de udfordringer, som de digitale forandringer skaber.

»Vi har hyret og hyrer fortsat folk med en helt anden baggrund. De har gennem det seneste års tid været i vores organisation og været med til at provokere os,« siger Niels Smedegaard, adm. direktør i DFDS, der i offentligheden er mest kendt for de store passager­både mellem København og Oslo.

Mange af de nye ansatte kommer fra andre brancher, der ikke har noget med shipping at gøre. De adskiller sig fra de traditionelt shippinguddannede medarbejder på flere måder.

»Vi har fået mange ind, som går i shorts og sandaler og er meget anderledes end resten af os. Der er mange af os, som går med slips på kontoret, og i flere år syntes jeg ikke, at det var super, at man gik i cowboybukser, men jeg er begyndt at forstå, at sådan hænger verden ikke samme mere,« siger Niels Smedegaard.

Adskillt fra resten

DFDS-chefen siger, at det er meget vigtigt, at de nye ansatte ikke bliver en del af det bestående, og derfor arbejder de nogle gange adskilt fra resten af organisationen.

»Vi er nødt til at holde dem en lille smule for sig selv for ikke at kvæle idérigdom og initiativer og for ikke at trække normale processer ned over hovedet på dem,« siger DFDS-chefen.

Han har selv lært, at man kan arbejde på andre måder, end han er vant til. F.eks. kan fremtidens medarbejdere godt være effektive, selv om de ligger på ryggen med en Macbook.

»Jeg har hundrede gange sagt til mine teenagebørn derhjemme, at de skal sætte sig ved skrivebordet og sidde ordentligt, når de laver lektier. Nu kan jeg se, at det er mig, som er galt afmarcheret, for det er åbenbart sådan, de unge arbejder i dag, « siger Smedegaard.

Han understreger dog, at det er vigtigt med en kombinationen af de to verdener.

»Kan vi kombinere os gamle med det kendskab, som vi har til forretning, med de nye ting, der kommer, så kan vi se det her som en mulighed,« siger Niels Smedegaard.