En dansk jægersoldat har mistet livet ved en eksplosion i Helman-provinsen.

En dansk soldat blev sent onsdag dræbt i Afghanistan, oplyser Hærens Operative Kommando

Soldaten, der var udsendt fra Jægerkorpset i Aalborg, var med sin enhed fra Task Force 7 på en patrulje til fods i Upper Gereshk Valley nordøst for Gereshk i Helmand-provinsen, da han blev ramt af en eksplosion.

Ifølge HOK blev soldaten omgående hjulpet af sine kolleger, men kl. 2342 måtte han erklæres død som følge af de læsioner, han havde fået.

- Det er med stor sorg, at jeg her til morgen må meddele, at vi i nat har mistet en af vores meget erfarne soldater under en operation i Afghanistan. Det er et hårdt slag for os alle og især for soldatens familie. Det er med stor medfølelse, at vi tænker på familien og på den dræbtes kammerater. Vi vil gøre alt hvad vi kan for at hjælpe familien her hjemme og for at støtte kammeraterne og kollegaerne i Helmand, siger chefen for Hærens Operative Kommando, generalmajor Agner Rokos.

Det er første gang i over et år, at en dansk soldat mister livet i Afghanistan, og det samlede dødstal for de danske soldater er nu oppe på 43. Den afdøde soldats nærmeste pårørende er underrettet.