Søskendeparret Nina og Hans Rye startede i 1992 tøjfirmaet Masai, som siden er blevet en gigantisk succesforretning. Nu skal det populære danske brand sælges i USA.

Det skriver Finans.dk

For halvandet år siden solgte søskendeparret Masai Clothing Company til den britiske kapitalfond Silverfleet for 800 millioner kroner.

Siden har kapitalfonden fortsat succesforretningen, og nu skal det danske tøjmærke også indtage det amerikanske marked, når det fra foråret skal sælges i 35 forskellige stormagasiner i USA.

»Det bliver en af vores største kunder nogensinde – og en kæmpe mulighed for os. Men vi træder meget varsomt. Mange virksomheder har prøvet at erobre USA, men er mislykkedes,« siger adm. direktør Sune Bjerregaard, der har været direktør siden 2012, til Finans.dk.

Det går allerede godt for det danske tøjmærke, som i det forgangne år havde en omsætning på 400 millioner kroner, og siden Silverfleets overtagelse har kæden også åbnet butikker i både Sverige og Norge.

Sammenlagt har Masai mere end 1.500 butikker på verdensplan.

Søskendeparret Nina og Hans Rye er ikke længere en del af Masai Clothing Company, men ifølge Finans.dk har de to tjent godt en halv milliard kroner i den 10-årige periode, hvor de stod i spidsen for virksomheden.