Det er ikke ligefrem en ny ting, at mobiltelefoner kan være et koncentrationsforstyrrende element for elever i skolen.

Men på Nørrebro Park Skole i København har ledelsen indført et for nogen kontroversielt forbud.

Her skal eleverne, der går i 7. klasse, nemlig aflevere deres mobiltelefon til skolen, når de møder ind om morgenen - de får den igen, når dagen er omme. Det skriver DR.

Forbuddet er blevet indført fra skolens side for at få mere fokus på undervisningen frem for skærmen på mobiltelefonen. Umiddelbart har forbuddet haft en positiv effekt ifølge skoleleder Henrik Wilhelmsen. Han oplyser, at lærerne har meldt om mere ro i timerne.

Det har været så succesrigt et initiativ, at Nørrebro Park Skole nu overvejer at indføre en generel mobilpolitik på skolen. Det er dog endnu ikke besluttet, hvorvidt alle skolens klassetrin skal være omfattet, ej heller om samme forbud kommer til at være en del af den generelle mobilpolitik.

Initiativet får blandede anmeldelser fra to af skolens elever, som DR har talt med.

»Der er mere koncentration i timerne, men nogle gange skal vi være i skole fra klokken 8-16, og så er det lang tid, man ikke har sin telefon,« siger Ane Læssøe Reymann, der dermed giver skoleleder Henrik Wilhelmse ret i, at forbuddet har haft en positiv effekt.

Men Ane Læssøe Reymann fra 7.b giver også udtryk for, at man går glip af mange gode anvendelsesmuligheder fra mobilen, der ikke handler om sociale medier, spil osv. Her nævner hun blandt andet lommeregneren eller at søge oplysninger på nettet.

Måske har skoleledelsen på Nørrebro Park Skole set på, hvad man laver på Sct. Knuds Skole i Fredericia. Her har man valgt at indføre et totalt telefonforbud:

»Vi kunne jo tydeligt se i timerne, at hånden lige var under bordet, så de kunne kigge lidt på deres telefoner. Samtidig talte vi med elever, der fortalte, at de til tider sms'ede med elever fra andre klasser i løbet af undervisningen,« har skoleleder Joachim Grundtvig tidligere sagt til BT.

Her var der i starten blandede meldinger fra elever. Forældrene var derimod generelt begejstret for tiltaget.