Energiselskabet Dong kunne være blevet på danske hænder, hævder DR i en dokumentar, der vises onsdag aften på DR1.

Finansminister Bjarne Corydon (S) afviste et tilbud fra en dansk pensionskasse, der ville matche tilbuddet fra den kontroversielle amerikanske investeringsbank Goldman Sachs. En dansk køber ville have sikret, at danskerne fremover kunne nyde godt af skattekroner fra et eventuelt Dong-overskud.

I dokumentarprogrammet retter anonyme kilder opsigtsvækkende anklager mod Bjarne Corydon og hans rolle i salget i efteråret 2013. Ifølge DRs kilder tilbød pensionskassen ATP at matche den amerikanske investeringsbanks bud på energiselskabet. Et dansk tilbud, som hidtil har været ukendt for offentligheden.

Læs også: Eksperter: Det betyder DONG-salg for din el-regning

I stedet for at tage imod tilbuddet og sikre danskerne del i overskuddet fra Dong, overbeviste finansminister Bjarne Corydon regeringstoppen om, at Goldman Sachs skulle have lov til at købe sig ind i selskabet.

Oplysningerne i programmet ’Dong - bag lukkede døre’ stammer fra kilder, som ifølge DR var tæt på forløbet omkring salget af Dong.

Mundkurv på

ATPs underdirektør, Claus Wiinblad, kan hverken afvise eller bekræfte DRs oplysninger.

- Vi har underskrevet en fortrolighedsaftale allerede før det allerførste møde i foråret 2013. Derfor kan jeg desværre ikke kommentere, hvilke forhandlinger der har været løbende i processen. Jeg er simpelthen juridisk bundet på hænder og fødder, forklarer underdirektøren, der repræsenterede ATP under forhandlingerne, i programmet.

Pensionskassen endte med at skyde 2,2 mia. kr. i Dong, og gennem Goldman Sachs postede de endnu 900.000 kr. i selskabet. Men hvis DRs oplysninger holder, ville ATP gerne have smidt endnu flere penge efter en tilsyneladende god investering.

Bjarne Corydon har igennem hele forløbet fastholdt, at Finansministeriet valgte det bedste samlede tilbud.