Ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

Forbrugerrådets direktør Lars Pram er klar i mælet i sagen om bloggeren Irina Olsen, der har reklameret for produktet brymask.com, som flere kunder kalder snyd og bedrag.

»Det her ligner klokkeklar svindel. Det er en virksomhed, som laver en klassisk type internetkriminalitet, som handler om at få forbrugeren til at købe nogle varer, som bliver dyrere end det oplyste, og som ikke nødvendigvis når frem,« siger Lars Pram.

Her er Irinas reklame for produktet på hendes Instragram-profil:

En af dem, som er blevet snydt er 22-årige Denice Kjærgård Schulz (billedet nedenunder), der blev trukket 1215 kroner på sin konto, selvom hun købte to tuber hudcreme for i alt 18 kroner ‘uden binding’, som der stod på firmaets hjemmeside.

Derudover har BT kunne fortælle, at det telefonnummer, som Brymask.com oplyste på hjemmesiden er til en elektriker ved navn Magnus Olsen, som er blevet kimet ned den seneste uge af utilfredse kunder. Og det er på trods af, at han intet har med sagen at gøre.

Derudover har hjemmesiden intet virksomhedsnummer, det såkaldte CVR-nummer.

Lars Pram kalder denne her slags ‘scam’ for abonnementsfælder, og sagen viser ifølge direktøren, at man skal være meget opmærksom, når man handler på nettet. En af de vigtigste ting man ifølge Forbrugerrådet skal være opmærksom på er kontaktoplysningerne. Der skal både være virksomhedsnavn, e-mailadresse, et telefonnummer og en fysisk post-adresse. Derudover er det også vigtigt, at der er et CVR-nummer og et E-mærke.

Desuden skal man altid betale med betalingskort eller Mobile Pay. Så kan banken nemlig føre pengene tilbage igen, forklarer Lars Pram.

Han mener også, at bloggerne har et ansvar, når det agerer reklamesøjler.

»Når man er i kontakt med så mange unge mennesker, så har man et ansvar for, at det, som man lægger ud og reklamerer for, er i orden. De unge ser op til bloggerne og regner med, at det er et kvalitetsstempel. Derfor er det også ekstra uheldigt, når det viser sig at være et svindelforetagende,« siger Lars Pram.

Irina Olsen har beklaget forløbet på sin Snapchat-profil. Hun skriver i en sms til BT, at hun synes, at virksomheden så legitim ud.

'Den havde både CVR-nummer og en fin hjemmeside med konkret henvisning til kontakt-personer,' skriver hun.

Da BT spørger uddybende til, hvem hun så har været i kontakt med, svarer hun:

'De har faktisk aldrig omtalt sig af navn, men af deres brandnavn ‘Brymask’, og det er ikke unormalt for virksomheder på Instragram.'

Ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.