Som ung drømte Jesper Bæhrenz om at lave radio. Da han var blevet en stor stjerne på P3, drømte han om at blive far. Det er han ikke blevet, for man skal passe på med at ville have alt i livet, når man i forvejen er privilegeret.

I begyndelsen havde Jesper Bæhrenz ikke rigtig nogen lyttere, når han gik i æteren. Det var i 1980erne på Radio Herning.

Men når den unge gymnasieelev spurgte, om han ikke måtte vende plader om natten, var der ikke nogen, der havde indvendinger.

Det var ikke særlig fint, men her lærte Jesper Bæhrens med egne ord at gøre sig umage. Så det gjorde han, når han nat efter nat øvede sig i at vende plader og holde de imaginære lyttere limet til radioen.

Et årti senere var der sket noget. Jesper Bæhrenz var blevet landsdækkende. På Danmarks Radio var han en af de værter, som havde allerflest lyttere med programmer som ’Strax’ i 1990erne og sommerprogrammet ’Højtryk’ fra 2001.

Kanal Jesper

Det var det sidste radioprogram, Jesper Bæhrenz lavede. Lige indtil 3. juli i år, hvor han vendte tilbage til liveradio for første gang i 16 år.

»Jeg har virkelig manglet en kanal at sende på,« siger den i dag 51-årige Jesper Bæhrenz og slår en høj latter op.

Han har sat BT Weekend stævne på en cafe på Frederiksberg i nærheden af, hvor han bor, når han er hjemme i Danmark. Hvilket han er hele denne sommer for at lave radioprogrammet ’Take Off’, der sendes dagligt på P4.

Til hverdag bor han ellers nu med sin kone, komiker Mette Lisby, i Los Angeles, hvor parret lever af alt andet end at lave radio.

Derfor er det en lidt radiorusten herre, som er vendt hjem for at genoptage arbejdet med det medie, der har skabt hans karrieren.

Men erfaringen og fortidens succeser kan ingen tage fra Jesper Bæhrens.

Som vært på P3 fik han interview med nogle af verdens allerstørste stjerne – også mange af dem, som han selv var fan af, og som ikke er her mere.

»Jeg var faktisk ikke Bowie-fan, før jeg mødte ham. Jeg kan tydeligt huske det. Det var op til jul, og han kom ind i DRs lille studie 44, hvor der var pebernødder og mandariner på bordet. Typisk DR. Han satte sig ned og tog solbrillerne af, og jeg så et blåt og et brunt øje. ’Fuck, der sidder en stjerne,’ tænkte jeg.«

Selv om Jesper Bæhrenz havde fået at vide, at David Bowie maks ville opholde sig 15 minutter i studie 44, blev stjernen åbenbart så grebet af de danske lytteres spørgsmål, at han blev siddende en time.

Det samme skete et par år senere, da Jesper Bæhrenz interviewede Bruce Springsteen i Glasgow.

»Fifteen minutes,« var der blevet hvisket forinden af en småsur manager.

Men da ’bossen’ så stakken med de 3.500 printede spørgsmål fra DRs lyttere, blev det til en time – og han missede sågar sin flyvetid med privatflyet ud af Glasgow den aften.

»Det var så min skyld,« griner Jesper Bæhrenz.

Efter få minutter i Jepser Bæhrens selskab finder man ud af, at det ikke er et problem for ham at snakke. Slet ikke.

»Det er mig, der snakker i forholdet. Mette er krystallisatoren, som nøjes med at sige de gode ting,« siger han om sin partner gennem 16 år, Mette Lisby.

Måtte opgive adoption

Både han og Mette Lisby er familiemennesker. Og han erkender, at der er lidt langt fra USA til familien i Danmark.

De amerikanske morgener er sat af til videoopkald og mail med Danmark, men Jesper Bæhrens er kun to gange om året hjemme i Danmark hos sin og Mette Lisbys familie. Men heldigvis er han god til at være til stede, hvor han er:

»Når vi er hjemme, er vi intenst sammen med familien. Mere end dengang vi boede i Danmark faktisk.«

At udvide deres egen lille familie med børn, har været et stort ønske for Jesper Bæhrenz og Mette Lisby. Men det er ikke lykkedes. Og med deres henholdsvis 51 og 45 år er løbet kørt nu, siger han. Og det har de accepteret.

»Vi begyndte at snakke om at få børn for mange år siden, men det skete ikke. Til Mettes store overraskelse var det ikke mig, der var noget galt med,« siger han og griner igen.

Parret blev godkendt til adoption og tilbragte flere år på en venteliste, hvor det eneste, der skete, var, at de bevægede sig fra plads 23 til plads 11.

På samme tid begyndte parret at arbejde på at flytte til USA, hvor de havde fået en aftale med Disney.

»Vi ringede til vores adoptionsbureau for at skifte adresse til USA, men det måtte vi ikke,« fortæller Jesper Bæhrenz og har for første gang et anstrøg af tristhed bag solbrillerne.

På den måde sluttede adoptionseventyret i Danmark, inden de to var nået i mål.

»På det tidspunkt føltes det som om, vi havde været gravide i seks år. Vi er jo ikke ulykkelige. Vi er privilegerede. Worst case scenario er, at vi åbner et børnehjem på Bali og drukner i børn. Vi har været ret heldige med alt andet, og man skal passe på med at blive grådig.«

Altid sammen

At parret ikke har fået børn har bekræftet dem endnu mere i deres forhold til hinanden. Hvor børn binder mennesker sammen i andre parforhold, er det ikke tilfældet for Jesper Bæhrenz og Mette Lisby, som både bor og arbejder sammen uden børn som limen mellem sig.

»Vi hører hjemme, hvor vi er sammen. Vi er faktisk ret dårlige til at være væk fra hinanden,« siger han næsten genert og griner over, at netop under dette interview, kunne han ikke få lokket Mette med, for hun skulle noget andet.

»Vi har aldrig været ret langt væk fra hinanden. Jeg har aldrig været god til det med drengeture, hvor man skal på ski i en uge og være væk fra sin kæreste. Jeg savner det ikke.«

En vandhane af ideer

I Los Angeles lever de to af den svære kunst at få ideer.

Der går dog ikke mange minutter i Jesper Bæhrenz’ selskab, før man finder ud af, at ud over at tale så er at finde på en af hans spidskompetencer.

»Jeg er en Toys’R us for ideer. Lars Daneskov (radiochef, red.) har engang sagt, at jeg er som en vandhane med ideer. Det ruller bare derudaf,« siger han.

»Se nu bare den der, dét var min ide,« siger han og peger på en lyseblå Hjemis-bil, som i det samme ruller forbi cafeen.

Han griner og ryster på hovedet. Det er trods alt løgn.

De ideer, som Jesper Bæhrenz får, er inden for tv-serie, underholdningsprogrammer, spillefilm og brætspil. Det hele bliver til hjemme i huset i Los Angeles, hvor parret Bæhrenz og Lisby bor på niende år.

De lever af at levere ideer til blandt andet radio- og tv-produktionsselskaber, som enten køber retten til at gå videre med Jesper Bæhrenz’ ide eller køber ham til at udføre den.

Det passer ham godt, at det foregår i USA.

»Amerikanerne er så positive. Især i min branche. Alle hjælper hinanden. Når jeg får solgt en tv-ide, føler andre ikke, at deres brød er truet. Når jeg får en afvisning fra et selskab, sender de mig tit videre til nogle andre. Amerikanerne har virkelig den indstilling: ’Kan jeg gøre noget for andre’. Den passer godt til mig,« siger han og fortsætter ufortrødent talestrømmen:

»Jeg duer ikke til små cirkler.«

Ingen faste arbejdstider

Den lille cirkel han selv danner med Mette Lisby er dog så meget mere end kærlighed. Det er også et godt arbejdsfællesskab. De to arbejder sammen hver dag.

»Vi er altså meget mærkelige. For ja, vi sidder sammen og arbejder. Vi står op om morgenen og snakker med dem i Danmark på grund af tidsforskellen. Jeg er alligevel typen, der vågner med solen uanset, hvor jeg er. Så går vi en tur og spiser morgenmad og snakker om, hvad vi skal i dag. Hvis vejret er til det, springer vi i poolen. Det lyder vildt, men det gør man altså bare i Los Angeles, hvor alle huse bliver bygget med en pool. Så sidder vi sammen eller hver for sig og arbejder eller går til møder resten af dagen, inden vi går en tur igen om eftermiddagen – en rigtig hike i bjergene,« fortæller Jesper Bæhrens om hverdagen i Los Angeles.

Derovre er der ikke noget, der hedder faste arbejdstider for den selvstændige duo.

»Nogle gange arbejder jeg 21 dage i træk, og så holder jeg lige pludselig en uge fri, hvor jeg ikke gider arbejde.«

Sprang til på DR

De seneste par år har det været en film om Victor Borges liv, som har været på tegnebrættet derhjemme. Men så var det, at Jesper Bæhrenz kom til at gå til radioproducenternes dag i Danmark i foråret. Der hørte han, at der manglede et program på DR i sommerferen. Og så gik den store idemaskine i gang med at arbejde på en bund af solid erfaring fra sommerprogrammet ’Højtryk’ fra 2001, som i 2015 – 14 år efter det var blevet sendt for sidste gang – blev kåret til det bedste sommerprogram – nogensinde.

»Jeg tænkte, okay så laver vi ’Højtryk two-point-o’,« fortæller Jesper Bæhrens.

I vanlig stil foreslog Jesper Bæhrenz, at han skulle sende alle ugens syv dage, flere måneder i træk og gerne hele dagen, så der kunne blive plads til alle hans skæve ideer. Men DR takkede kun ja til to timer om dagen, alle hverdage i fem uger. Og så blev idemanden sat på prøve:

»Jeg vwar nødt til virkelig at sortere i ideerne for at få plads til bare nogle af dem.«

Nogle gange er det jo meget godt at sortere ideerne, så der kun bliver plads til de gode, og de mindre gode de…

Jesper Bæhrenz ser nærmest forfærdet ud.

»Jamen det HELE var gode ideer. Der var for eksempel dagens hundeselfie, hvor man skal tage et billede af sig selv med sin hund, og så skal vi se, hvem der ligner sin hund mest. Jeg drømte også om at lave mine gamle interview med kendte igen og stille dem præcis de samme spørgsmål for at høre, om svaret har ændret sig. Der er torsdagens takeoff tørst-tip, hvor vi præsenterer lytterne for en drink, de måske ikke kender,« forklarer Jesper Bæhrenz, og lader idehanen løbe og fortaber sig i sine veloplagte radioideer.

Indtil videre kan du høre ham de næste to uger på P4 alle hverdage fra klokken 10 til 12.