Erklærede racister og højre-ekstreme deltog i demonstration mod islamisme – flere har domme bag sig.
Mandagens demonstration mod islamisering - organiseret af den danske afdeling af den tyske Pegida-bevægelse - tiltrak ikke kun almindelige mennesker. Flere voldsdømte personer fra den yderste højrefløj i Danmark deltog også.
Officielt var mandagens Pegida-vandring i København mod fundamentalistisk islam en demonstration for almindelige mennesker.
Men en stor del af de demonstranter, der gik med fakler fra Statens Museum for Kunst til Den Lille Havfrue på Langelinie, var alt andet end almindelige. De kom fra den yderste, ekstreme højrefløj i Danmark. Fra grupper, der har vist sig parate til vold, og blandt andet vil smide alle ikke-vestlige indvandrere ud af landet.
BTs udsendte reporter talte 44 sortklædte og karseklippede mænd - fordelt på tre grupper. Flere af dem bar sorte masker, der var klar til at blive trukket op for ansigtet, hvis det skulle komme til konfrontationer med moddemonstranter.
Det venstreorienterede researchkollektiv, Redox, der har specialiseret sig i overvågning af højreradikale miljøer, registrerede 35 personer med tilknytning til det racistiske og nazistiske miljø i Danmark.
Ifølge Redox var der medlemmer af Danmarks Nationale Front, Danskernes Parti og Danish Defence League.
Flere af deltagerne er erklærede racister, og mindst en af dem har haft tilknytning det ny-nazistiske miljø. Tillige har flere domme bag sig.
Det gælder bl.a. tidligere talsmand for Dansk Front, Julius Børgesen, der i 2007 blev dømt for at have opfordret til at brænde daværende indenrigsminister Lars Løkke Rasmussens hjem ned.
Derfor er de med
Nicolai Sennels, der arrangerede mandagens Pegida-vandring, havde på forhånd frabedt sig, at folk viste sig med nazistiske og racistiske symboler.
Ved mandagens Pegida-demonstration i København var der tværtimod flere der bar skilte med teksten ’Nej til vold og racisme’ og det kan derfor undre, at erklærede racister gider at deltage. Men det er der en forklaring på, siger Rene Karpantschof, der er ekspert i politiske bevægelser.
»De støtter demonstrationen, for selvom den er moderat, er det – set med deres øjne – bedre end ingenting. De håber, at Pegida kan bane vejen for, at en højrefløjs- agenda kan blive udtrykt på gadeplan. I årevis har de kæmpet for, at højreradikale kan bruge demonstrationer til at rekruttere, men de har haft svært ved at mobilisere mange mennesker og er blevet mødt af meget store moddemonstrationer,« siger Rene Karpantschof, der påpeger, at det heller ikke er ualmindeligt at se venstreradikale til mere moderate demonstrationer på venstrefløjen.
Pegida er en tysk bevægelse. Navnet står for ’Patriotischen Europäer gegen die Islamisierung des Abendlandes’.
I Dresden har Pegida-demonstrationer tiltrukket mere end 25.000 deltagere, og den slags massedemonstrationer er ifølge Rene Karpantschof lige det, som det højreradikale miljø i Danmark har drømt om i årevis.
Siden 1980’erne har nationalistiske grupper med forskellige navne forsøgt at arrangere massedemonstrationer, men det er aldrig lykkedes dem at samle mange mennesker på gaden. Demonstrationer på 20-30 mennesker er oftere reglen end undtagelsen, når racister, nazister og nationalister arrangerer demonstrationer, og ofte bliver de mødt af moddemonstrationer, der er ti gange større.
’Skrid hjem til Gaza’
Takket være en massiv politiindsats forløb mandagens demonstrationen fredeligt, men da en ung mand med indvandrerbaggrund pludselig dukkede op i mængden, blev han mødt af hårde tilråb.
- Skrid hjem til Gaza, råbte en meget ophidset fakkelbærer.
BT overværede også, at en fotograf fra Redox fik et knæ i skridtet af en demonstrant, der tilsyneladende var utilfreds med at blive fotograferet.
I alt var der omkring 200 deltagere ved Pegida-demonstrationen i mandags.
Der er endnu ikke fastsat en dato for, hvornår den næste Pegida-demonstration skal finde sted. Det er trods talrige henvendelser ikke lykkedes BT at få en kommentar fra Nicolai Sennels til denne artikel.