Formand, minister og nu forlovet.

Den 45-årige justitsminister og formand for Det Konservative Folkeparti er blevet forlovet med sin partner, Josue Medina Vasquez. Det skriver Fyens Stiftstidende.

Datoen er ikke fastsat endnu, men bryllupsplaner har Søren Pape allerede. Og de er store.

Lige nu sidder ringen på venstre hånd, men parret har planer om at blive gift i Viborg Domkirke, da Viborg er byen, hvor Søren Pape i dag bor sammen med Josue Medina Vasques. Viborg Domkirke er samtidig også parrets faste kirke, når de går til gudstjeneste om søndagen.

»For mig er det vigtigt, at det bliver i en kirke. Det er det også for Josue, men der, hvor han kommer fra, bliver to mænd bare ikke gift. Det kan vi her, og domkirken er den kirke, vi bruger om søndagen. Ikke hver søndag, men når jeg er hjemme, går vi derover til gudstjeneste,« siger Søren Pape til avisen.

Han fortæller til Fyens Stiftstidende, at deres første tanke havde været at blive gift allerede nu i sensommeren 2017, men Josue Medina Vasques befinder sig i øjeblikket i Den Dominikanske Republik, hvor han stammer fra.

De store bryllupsplaner har derfor stadig tid til at udfolde sig, da brylluppet er udskudt til 2018. Til den tid bliver det en fest, hvor det bedste fra to kulturer skal mødes. Søren Pape læner sig op ad de danske traditioner med mad, sang, taler og til sidst en dans. Hans forlovede, Josue Medina Vasquez, tager derimod traditionerne fra de varme himmelstrøg med sig, hvor dans, fest og mad ikke nødvendigvis kommer i én bestemt rækkefølge.

Parret mødte hinanden tilbage i sommeren 2013 i Bruxelles.