De ansatte på Folkekirkens Nødhjælps kontor i den tyrkiske by Gaziantep har siden tirsdag været tilbageholdt.

Gaziantep. Tirsdag eftermiddag stormede tyrkisk politi Folkekirkens Nødhjælps kontor i byen Gaziantep i det sydlige Tyrkiet. De ti medarbejdere på kontoret blev tilbageholdt - heriblandt en dansker.

Danskeren er sammen med tre europæiske kolleger torsdag eftermiddag blevet forvist fra Tyrkiet. De er på vej ud af landet via fly fra Ankara.

Ud over de fire europæere bestod kontorets stab af fem syrere og en jordaner.

Det oplyser Folkekirkens Nødhjælp.

En advokat for nødhjælpsorganisationen har talt med de ti tilbageholdte. Advokaten oplyser, at de har det godt, fortæller generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp Birgitte Qvist-Sørensen.

- De er i en okay tilstand. Selvfølgelig er de fem syrere meget bekymret, for skal de deporteres tilbage til Syrien eller hvad?

- De har alle opholdstilladelse til at være i Tyrkiet. Men da vi ikke har fået at vide, hvorfor vores medarbejdere er tilbageholdt, er det svært at vide, hvad det vil betyde for dem, siger hun.

Ifølge organisationen har den ikke modtaget nogen forklaring fra de tyrkiske myndigheder.

Det er fra kontoret i Gaziantep, at organisationens indsats i Syrien bliver koordineret.

- Det spiller en meget stor rolle. Det er vores regionale kontor, så det koordinerer alle indsatser inde i Syrien. Vi har medarbejdere inde i Syrien, men kontoret koordinerer alle deres indsatser.

/ritzau/