Det danske nationalklenodie Jellingestenen og Harald Blåtand hitter lige nu i stor stil på YouTube.

Det sker, efter den britiske Youtuber Tom Scott, som har mere end 700.000 følgere på netop YouTube, har været et smut forbi Jelling og Museet Kongernes Jelling for at se lidt nærmere på de to store, danske runesten.

Efterfølgende har han lavet en video, hvor han i silende regn står i den jyske by Jelling og forklarer sine mange tusinde følgere om Jellingestenenes baggrund, og hvordan den store af stenene blev placeret af Harald Blåtand, der var søn af Gorm den Gamle og Dronning Thyra.

Han fortæller også historien om, hvordan den danske konge endte med at lægge navn til nutidens bluetooth-teknologi, der hjælper med at forbinde computere med telefoner, telefoner med højtalere osv.

Tom Scott forklarer, hvordan en mand ved navn Jim Kardarch fra virksomheden Intel, som arbejdede med netop den teknologi, fik idéen.

I begyndelsen var navneforslagene til den nye teknologi noget så sexet som Low Power RF og MC-Link, men da Kardarch så hørte historien om Harald Blåtand, der direkte oversat til engelsk kaldes 'Harald Bluetooth', endte han med at bruge 'bluetooth' som kodenavn for teknologien.

Da tiden oprandt, og teknologien skulle slippes løs, besluttede man sig dog for at bruge navnet Bluetooth - og det velkendte lille bluetooth-logo, du kender fra din computer eller telefon, blev efterfølgende sammensat af runebogstaverne H og B, der blev lagt indover hinanden.

Tony Scotts video om de danske Jellingesten, Harald Blåtand og Bluetooth er på under et døgn blevet set af mere end 269.000 mennesker på YouTube, og den har fået flere brugere til spørge ind til både Harald Blåtand - men også den danske by Jelling, som mange engelsksprogede brugere ikke overraskende mener lyder en del som det engelske ord for at råbe; 'yelling'.

Det har dog fået Tom Scott til at undskylde over for eventuelle danske seere, som han forsikrer om, at han altså prøvede at sige bynavnet korrekt.

'Engelsktalende: ja, Jeg ved godt, Jelling lidt lyder som 'Yelling'. Lad jeres jokes blive i denne tråd. Dansktalende: Jeg prøver bevidst at lægge tryk på ordet, så det lyder mindre som 'Yelling' for at minimere de jokes. Undskyld,' skriver den populære YouTuber.

På Museet Kongernes Jelling er man glade for, at den britiske Youtuber har været et smut forbi, da det er med til at skabe omtale. Men direktør Morten Teilmann-Jørgensen erkender også, at de egentlig ikke vidste, at de havde haft en internetsensation som besøgende.

»Vi finder først ud af, hvem han er, da han er halvvejs ude af døren. Men gamle folk som mig er ikke helt opdateret på, hvem der er store på Youtube. Så jeg måtte lige tjekke op på, hvem Tom Scott var. Det viste sig så, at det var en mand med over 700.000 følgere, fortæller han til DR.

Du kan se hele Tom Scotts video herunder: