Hansen Møbler, der har til huse i Randers og Aarhus, er gået konkurs, og det betyder, at kunder, som har forudbetalt deres møbler, ikke får dem alligevel.

Trods adskillige forsøg på at sælge Hansen Møbler måtte møbelkæden dreje nøglen om 9. juni og erklære sig konkurs. Og det får ifølge Stiften.dk ikke alene betydning for kædens 20 medarbejdere, der inden længe står uden job, men også for flere af de kunder, der har købt møbler i butikken.

»Der er desværre mange kunder, som har bestilt og forudbetalt varer, som de ikke har modtaget, fordi virksomheden efterfølgende blev erklæret konkurs,« siger kurator og advokat Lars Hjortshøj Nielsen fra Delacour Advokatpartnerselskab, der forsøgte at sælge kæden frem til 9. juni, til Stiften.dk

Det er foreløbig lykkedes i en del af tilfældene at finde varerne og få dem overdraget til de betalende kunder, men Lars Hjortshøj Nielsen tilføjer, at der imidlertid er mange tilfælde, hvor det desværre ikke har været muligt, fordi Hansen Møbler ikke nåede at modtage varen fra leverandøren, inden møbelvirksomheden blev erklæret konkurs.

I tiden op til at Hansen Møbler blev erklæret konkurs lykkedes det at finde købere til kæden. Men i stedet for at overdrage Hansen Møbler til en anden, vurderede man, at der ville komme et højere beløb ud af at sælge varelageret ved et konkurssalg.

Skulle man være en af de kunder, der har købt og betalt for et møbel, som nu ikke kan leveres, skal man ifølge Stiften.dk skrive til Delacour Advokatpartnerselskab og oplyse det beløb, som man har krav på, når konkursboet er gjort op.

Lars Hjortshøj Nielsen understreger dog, at man ikke skal regne med at få det fulde beløb tilbage, men han håber, at man ved hjælp af ophørsudsalget kan indsamle nok penge til, at de ramte kunder og medarbejdere kan få løn.