En sparerunde hos Bonnier Publications har torsdag formiddag medført, at magasinet M! bliver nedlagt på print. Fremover vil det velkendte drengerøvsmagasin udelukkende udkomme digitalt. Det skriver MediaWatch.

»Vi lukker M!. Sidste udgave kommer i juni måned, herefter bliver det et rent digitalt produkt,« siger Jens Henneberg, der er viceadministrerende direktør hos Bonnier Publications, til MediaWatch.

Sparerunden betyder også, at mediekoncernen har opsagt 19 ansatte i Bonnier og søsterhuset Benjamin Medier, fortæller Jens Henneberg og uddyber, at stillingerne er fordelt på henholdsvis journalister, layoutere og administrativt personale.

Besparelserne kommer som en konsekvens af den nye momslov, som regeringen vedtog i marts. En lov, der træder i kraft pr. 1. juli 2015, og som pålægger 25 procent moms på alle dansksprogede magasiner trykt i udlandet.

Selvom Jens Hennerberg erkender, at M! ikke er lige så stort et produkt, som det var for 10-15 år siden, mener han alligevel, at magasinet sagtens kunne have fortsat i printudgaven et stykke tid endnu, hvis ikke det var for den nye momslov.

Magasinerne National Geographic og Digitalt Foto, der også udgives af Bonnier Publications, har også været i farezonen for at blive lukket. Det er dog lykkedes mediekoncernen at finde nogle besparelser, der gør det muligt at drive dem videre, oplyser Jens Henneberg.

M! er et månedligt mandeblad, der er kendt for at have letpåklædte kvinder på forsiden. Første eksemplar af magasinet M! kom på gaden i 1997.