P3s sommerprogram LOL DK, hvor de læser bl.a. racistiske jokes op, har skabt en kritik-storm. Blandt andre har jurist og blogger Mary Consolata Namagambe - kaldt det racisme. Den danske mangeårige komiker, Sebastian Dorset, er dog uenig.

Han mener, at P3s blot beviser deres budskab.

»P3s mening var jo at få begravet disse jokes, men når en type grove jokes bliver begravet, så bliver andre bare betragtet som racistiske. Grænsen rykker sig blot. Jokes, der bare er lavet for at støde nogle, er aldrig i orden , idéen er jo, at de skal være sjove. P3s eksperiment er jo spændende, altså at se, hvor mange der kan sige noget racistisk i radioen i 2017. Det er nærmest en tjeneste for minoritetsgrupper, at de kan se, at der stadig er et problem med hygge-racisme i Danmark,« siger Sebastian Dorset.

Over sommeren sender P3 programmet ’LOL DK’, hvis mission er at finde ’Danmarks bedste vittighed’. I den forbindelse er der i programmet 15-20 minutter, hvor lytterne har såkaldt ’frit lejde’ til at komme med alle de sexistiske, racistiske og homfobiske jokes, de har. Og det har Dorset intet problem med. Tværtimod.

»Vi skal passe på, at vi slet ikke må sige noget generaliserende. For hvis det er noget, alle går og tænker, er det jo sjovt at vise den oplevelse, folk har af en bestemt gruppe. Og det behøver ikke være groft. Det kan være, at en bestemt gruppe går med sjove hatte. Jokes om slaveri er lige hårde nok. Det er sjovere at joke om noget, folk gør, som stavgang eller bruger hipsterhat. End at drille folk, der ikke har valgt at være, som de er,« siger Sebastian Dorset og fortsætter:

»Men politikerne har jo råbt op om ytringsfrihed, og det bruger folk til at sige, hvad de vil. Men vi er også mange, der har flyveører og er grimme, og det må vi finde os. Vi mangler ’de grimmes befrielsesfront’, og hvis nogen vil med, så ringer de bare,« siger Sebastian Dorset.

P3s redaktør for satire og udvikling, Adam Duvå Hall, mener, at det fremgår tydeligt, at programmet LOL DK på P3 ikke sigter efter etniske minoriteter, selvom der fortælles grovkornede jokes rettet mod blandt andre sorte.

Nazila Kivi, der er skirbent og debattør, er dog ikke enig med Sebastian Dorset eller P3. Hun mener ikke, at DR rykker ved noget eller provokerer, ved at læse disse jokes op. Det er bare dumt.

»Vittighederne fastholder, at det er i orden at gøre grin med grupper i samfundet, som i forevejen bliver dømt dagligt i medierne. P3s præmis er, at Danmark er blevet for politisk korrekt, og at det er blevet forbudt at sige noget racistisk. Men det passer ikke. Der bliver sagt noget racistisk hver dag, af politikere f. eks. Det er også selvmodsigende at sige, at de vil gøre op med racismen, hvis de i handlingen gentager den. Der eksisterer stadig racisme, og det ikke spor tabu, så hvorfor siger DR, at det er tabu og forbudt? Det er ret dovent at lave så kedelig satire og påstå, at det er lidt frækt. Hvis de ville finde ud af, hvor racistiske folk kan være, kunne de godt have gjort det uden at gentage racismen,« siger Nazila Kivi og fortsætter:

»De har også har læst sexistiske jokes op, hvilket er ligeså slemt. Det handler alt sammen om, at man peger på nogle, der ikke er ’rigtige mennesker’. Satire skal bruges til at provokere og gå imod det mainstream, ikke gentage det, der allerede sker. Men de fortsætter i samme spor, som vi har gjort i mange hundrede år; at grine af sorte og kvinder. Public service giver DR muligheden for at skabe nogle fede ting, og så ender de med det her uoriginale rod? Hallo – 1800-tallet kalder P3,« siger Nazila Kivi.

»Det er let nok at sige, at racisme ikke er et problem, hvis man ikke selv oplever den. Jeg tror at folk forestiller sig, at de her jokes er helt fiktive og kommer fra en fantasiverden, men for mange mennesker er de vittigheder uhyggelig tæt på, hvad de kan opleve at høre ude i virkeligheden.«