Dansk klenodie solgt til udlandet

Først røg Georg Jensen - nu ryger Royal Copenhagen

Kort efter salget af Georg Jensen til et arabisk selskab ryger endnu et dansk klenodie på udenlandske hænder.

Det kongelige danske porcelæn får frem over finske ejere: Kapitalfonden Axcel har solgt det danske designikon Royal Copenhagen til Fiskars fra Finland.

Royal Copenhagen er et de mest kendte danske designhuse med 237 år på bagen. Virksomheden står bag ikoniske designs som Musselmalet, Flora Danica og i nyere tid Mega Mussel. Prisen for selskabet er 490 millioner kroner, oplyser Fiskars i en pressemeddelelse, og finnerne overtager virksomheden allerede 1. januar 2013.

Fiskars ejer i forvejen mærker som Iittala, Raadvad og Rörstrand og producerer selv blandt meget andet knive, sakse og haveredskaber.

"Jeg er glad for at valget er faldet på Fiskars, som har mange af de produkter, som ligesom vores findes på bordet: Service, glas, vaser, lysestager. Så vi komplementerer hinanden. Samtidig er Fiskars stærke på de markeder, hvor vi er svage og omvendt," siger Mads Ryder til borsen.dk.

Royal Copenhagen har i godt ti år været ejet af kapitalfonden Axcel, som for bare en måned siden solgte Georg Jensen til et Bahrain-baseret investeringsselskab for godt 800 millioner kroner.

Porcelænsfirmaet beskæftiger kun godt 100 medarbejdere i Danmark, og næste år flytter alt andet end produktionen af Flora Danica-stellet til Thailand. Netop i Asien er Royal Copenhagen et populært mærke, og selskabets 30 år lange erfaring med markederne her vil Fiskars gerne bygge videre på, skriver selskabet i pressemeddelelsen.

Der er 12 egentlige Royal Copenhagen butikker i Danmark, Japan og Sydkorea og yderligere 117 shop-in-shops i Danmark, Japan, Sydkorea, Taiwan, Tyskland og USA. I regnskabet for 2011 rapporterede Royal Copenhagen om en omsætning på 492 millioner kroner og et resultat på 38 millioner kroner.