Korrespondent Kristian Mouritzen var blandt de få danske journalister, der befandt sig på østsiden af Berlinmuren i de dramatiske dage i november 1989. Her fortæller han sin personlige beretning om Murens fald, euforien og angsten for krig.
Jublen ville ingen ende tage natten til den 10. november 1989, da de østberlinske grænseovergange blev åbnet. Men de østtyske og de sovjetiske styrker lå klar til at rykke ud i gaderne. Vi var tættere på en krig, end vi troede med Murens fald.
5. november 1989: Fra mine vinduer hjemme i Bonn så jeg ud af øjenkrogen min nabo, der havde travlt med at læsse en ladvogn med køkkenelementer. Østtyskere var for ganske få måneder siden begyndt at flygte ud af DDR gennem Ungarn og Tjekkoslovakiet. I lange køer bevægede de sig nu langsomt op fra grænseovergangene ved Østrig op mod midten af Tyskland og stod nu bogstaveligt talt få kilometer syd for den vesttyske regeringsby Bonn.
»De er tæt på nu,« sagde min nabo med en hektisk stemme, som var vi i en tidsmaskine kastet tilbage til januar 1945, og det var britiske og amerikanske styrker, der var tæt ved Bonns bygrænse.
Jeg lyttede efter, om jeg kunne høre kanonerne drøne i det fjerne. Men den eneste lyd kom fra køkkenelementerne, der med et drøn landede på ladvognen.
For første gang oplevede jeg min nabo nervøs. Han var selv flygtningebarn fra Dresden efter Anden Verdenskrig, hvor hans familie flygtede med russerne i hælene. Og de stoppede ikke, før de nåede Rhinen, hvor de var i sikkerhed i den amerikanske besættelseszone. Køkkenet skulle fjernes lige nu. For det var et synligt bevis på, at han for 20 år siden fik et klækkeligt skattefradrag, da han indrettede en ekstra bolig i kælderen med bad og køkken og dermed fik et fradrag de første ti år mod at huse flygtninge fra øst. Det håbede han var gået i glemmebogen. For han havde ikke tænkt sig at have nogen østtskere boende. De skulle blive der, hvor de var.
Alle talte denne dag om de nye rejseregler, som det østtyske regime var ved at lave. De ville betyde, at østtyskerne ville få lov til at rejse frit til Vesten inden for et tidsrum. der ikke var nøjere defineret endnu.
Der var med andre ord ved at blive pillet ved vesttyskernes og min nabos trygge liv med gode D-mark og ordnede forhold. Og de, der rokkede ved den tyske »ordnung muss sein«, var de såkaldte »republikflygtninge«, der havde fået nok af DDR og hele det kommunistiske regime. De flygtede ud af de første »huller« i »jernmuren« mellem Øst og Vest ved at rejse til Ungarn og derfra videre til Østrig og ind i Vesttyskland, fordi Ungarn delvist havde åbnet for grænserne allerede i sommeren 1989.
Min nabos problem var ikke Muren eller DDR. Hans problem var, at disse østtyske fætre og kusiner i det hele taget var begyndt at rejse ud af DDR – ulovligt. Det kunne få den forfærdelige konsekvens, at han skulle huse et ukendt antal af disse flygtninge, indtil situationen blev normaliseret med den lovlige rejsetilladelse.
Sådan var mentaliteten hos mange vesttyskere. Vesttyskerne begyndte at øjne en ny fremtid, der både var glædelig, men også skræmmende. For muren faldt ikke på én dag. Den krakelerede over fire til fem måneder og brød så til sidst endegyldigt sammen den 9. november 1989 klokken 23.32 ved grænseovergangen Bornholmer Strasse i Østberlin.
Og ikke alle vesttyskere syntes, at det var en god idé. Jublen tilhørte den politiske elite. Vesttyskerne var i disse dage bekymrede for åbningen. For en uoverskuelig situation med fattige østtyskere, der kunne udhule den vesttyske velfærdsstat, tegnede sig i horisonten.
I månederne inden havde jeg som korrespondent for nyhedsbureauet Ritzau rejst DDR tyndt. Fulgt demonstrationerne i Leipzig og i Dresden, kæmpet min kamp med Stasierne i Østberlin, når jeg opsøgte nogle af de præster, der stod i spidsen for revolutionen. Mit hovedkvarter i disse måneder var hotel Metropol ved Friedrichstrasse i Østberlin, hvor baren var samlingspunkt for en samling repræsentanter fra henholdsvis CIA og Stasi.
De lod, som om den ene ikke vidste, at den anden var der. CIA-folkene havde visitkort, hvor dækfirmaet hed revisionsfirmaet Arthur Andersen. Stasierne skuttede sig i barens mørke, lidt mere ydmyge i respekt for historiens uberegnelighed.
Og de prostituerede var væk. Det var dem, der ellers altid forsøgte at få folk på krogen, så ofrenes præstationer på lagenet blev gengivet i knivskarpe technicolor-filmoptagelser, der blev sendt til ægtefællen, hvis ikke de skyldige makkede ret.
Det var før, at man kunne lægge den slags ud på de sociale medier.
Her nøjedes man med at sende filmen til deres bedre halvdel, hvilket også i de enkelte tilfælde betød, at folk valgte at levere oplysninger til Stasierne frem for at gennemgå en skilsmisse.
6. november 1989: Min udlandsredaktør var i telefonen. Jeg skulle tilbage til DDR. Der var krise både i Centralkomiteen og i Politbureauet, og nye udskiftninger var på vej. Egon Krenz – den nye leder efter DDRs mangeårige leder Erich Honecker – kunne ryge når som helst. Jeg nåede den østtyske grænse ved midnatstid. Lang ventetid. Visumet blev gransket mere end en gang. De skarpe projektørlys blandede sig med hundeglam. Endelig kunne jeg køre ind i det mørke DDR og videre ind til Østberlin.
I baren på hotel Metropol satte to unge østtyskere sig ved siden af mig på hver sin side. De stank langt væk af Stasi med deres glatte, sorte læderjakker. Den ene spurgte, hvor jeg kom fra. Jeg svarede, at det vidste han udmærket godt.
Den anden grinede og sagde: »Vi har nogle spørgsmål. Vi har en onkel, der er interesseret i at oprette et helt nyt parti i DDR. Et slags skandinavisk socialdemokrati. Men han vil først vide, hvordan man laver sådan et og får folket med. Tror du, at du kan etablere kontakt til egnede personer, man kan tale med i Danmark?«
Det var den mest forbløffende samtale, jeg nogensinde havde ført med den østtyske sikkerhedstjeneste. Stasiernes onkel Krenz var ved at opgive ævret og troede for alvor på, at han kunnne omdanne kommunistpartiet SED til et socialdemokrati, gennemføre nye valg, som de håbede at vinde, og så var alt ved det gamle.
Jeg svarede i spøg, at jeg ville ringe til min »onkel« i Danmark, og det lød, som om det var den helt rigtige kode. De to Stasier slog mig på skulderen og forlod baren. Den ene af de to stasier viste sig at være en vis Ibrahim Böhme. Ibrahim Böhme blev senere leder af det første østtyske socialdemokrati – hvilket dog fik en brat ende, da han blev afsløret som en af Stasierne spionfolk.
7. november i Prenzlauer Berg: Skummelt sted dette Prenzlauer Berg, men et af de steder, hvor revolutionens vugge stod. Derfor måtte jeg derud, selv om alt stank af østtysk brunkul, vådt tøj på kakkelovne og urin. Der var ikke fungerende toiletter i alle lejligheder. Her – i en toværelses lejlighed – holdt en af revolutionens unge ledere hof. Han var præst. Og der blev holdt udkig efter Stasierne, som selvfølgelig aldrig kom, fordi de i allerede var til stede i lejligheden. Halvdelen af DDRs befolkning var direkte eller indirekte tilknyttet Stasi. Hvad ingen dengang vidste.
Diskussionen gik på, hvordan man kunne fremme et systemskifte. Og hvordan man kunne presse på for at få udrejsetilladelse til Vesten. Det østtyske kommunistparti diskuterede netop det spørgsmål i de dage. Alle i lejligheden var enige om, at det nok ville tage et stykke tid, før man fik den mulighed. Der skulle presses på gennem demonstrationer. Og kommunistpartiet arbejdede jo med sagen. For den var en del af en aftale med Vesttyskland, som var bekymret over østtyskernes ulovlige masseflugt gennem Ungarn og Tjekkoslovakiet.
Diskussionerne i lejligheden var ikke så verdensfjerne, som jeg huskede fra studentermiljøet i Århus. Dengang til studentermøderne var der masser af teoretisk snak og pusten sig op. Her var det modsat.
De traditionelle mandagsdemonstrationer blev udførligt planlagt i lejligheden. Mandags-demonstrationerne udviklede sig i september og oktober eksplosivt med tusinder af mennesker på gaderne med krav om reformer.
Jeg forlod selskabet ved midnatstid ledsaget af den ulidelige stank af brunkul og vådt tøj. Og selv i dag, når jeg hører om en, der har købt en lejlighed i Prenzlauer Berg, kan jeg fornemme stanken af urin og vådt tøj.
8. november: Stasierne tvang journalisterne til at flytte fra hotel Metropol og over på et andet hotel, der hed Palasthotel. Det lå tæt på det østyske parlament. Hotellet var bedre udstyret til at holde øje med udlændinge og havde en spøgelsesetage, hvor man ikke kunne stoppe med elevatoren. Man skulle have en særlig nøgle for at standse elevatoren på denne etage. Der holdt Stasierne til. De aflyttede alle hotellets værelser. I særlige værelser var der også anbragt små kameraer.
9. november om morgenen: Jeg var tidligt ude, fordi Politbureauet og Centralkomiteen holdt møder. Jeg overværede forskellige åbne demonstrationer, som kommnistpartiet SED stod for. Kommunistpartiet holdt som en del af de sidste krampetrækninger en række af den slags møder på Østberlins store åbne pladser i et forsøg på at overbevise befolkningen om, at SED førte an i den nye »revolution«, hvor frihed og demokrati var nøgleordene. SED skulle omdannes til et slags socialdemokrati. Det var underligt at se hele den kommunistiske elite stå og svovle og bande over den undertrykkelse, de selv var skyld i.
Men tilhørerne syntes, at det var helt fint og så ingen problemer i, at kammerat Schröder, som i 30 år havde været et fremtrædende medlem af kommmunistpartiet og havde være med til at proppe folk i Stasiernes fangehuller, nu stod på podiet og forlangte frihed og demokrati. Det var nærmest religiøse møder, hvor man forventede tilgivelse for det, man havde begået af forbrydelser.
Få dage senere, den 13. november – efter Murens fald – skulle østtyskerne i øvrigt blive vidne til den mest skelsættende »anger«. Den forhadte Stasi-chef Erich Mielke stod på talerstolen i det østtyske parlament og proklamerede, at alt, hvad han havde foretaget sig at tortur og henrettelser, var sket for alles bedste.
»Ich liebe euch doch alle,« (jeg elsker jo jer alle) sagde Stasi-chefen, inden han blev båret ud af en samling barmhjertige partikammerater, før han blamerede partiet endnu mere. DDR var i opløsning, når selv Stasi-chefen, næsten med gråd i stemmen, forsøgte at forklare sine forbrydelser og forventede forståelse og måske endda tak.
Den 9. november om eftermiddagen: Jeg mødte Günter Schabowski, pressetalsmand for Politbureauet, i vinterkulden i en pause i møderne. Han stod uden for Politbureauets hovedkvarter omgivet af journalister. Jeg spurgte ind til krisen i Politbureauet, og han inviterede os alle på kaffe i en nærliggende knejpe. Han var heller ikke i for godt humør og vidste godt, at han måske kunne klare frisag, hvis DDR helt gik i opløsning. Hvis han vel at mærke i medierne kunne fremstå som en mand, der havde kæmpet en hård kamp for at overbevise betonhovederne i kommunistpartiet om, at de skulle opgive det hele.
»De fleste vil gerne have frie valg nu,« sagde han. »Men ikke alle,« tilføjede han kryptisk.
Snakken i cafeen gik også på de nye rejseregler og de besværligheder, der fulgte med dem.
»De skal vel have et pas. Og så skal de vel også have et visum. Eller også skal de ikke. Og hvad med valuta. De skal jo kunne veksle penge. Det hele er meget svært,« sagde Schabowski og gengav noget af den diskussion, der foregik bag lukkede døre om østtyskernes udrejsemuligheder.
Ingen af os havde fantasti til at forestille os, at vi lige om lidt kunne lægge alle bureaukratiske regler og forordninger bag os for en tid. For når folkemasserne satte sig i bevægelse, så kunne ingen betonmur holde dem tilbage.
9. november klokken 18.00: Dagens pressekonference gik i gang. Det var en sløv omgang. Schabowski var tydeligt påvirket af flere måneders hård kamp internt i partiet. Schabowski var ligesom på mødet i cafeen nogle timer forinden, uoplagt, tøvende og træt. Spørgsmålene haglede ned over ham fra journalisterne om dagens møder i både Centralkomiteen og Politbureauet. Alle regnede med endnu et systemskifte i løbet af kort tid. Panikken i partiet var stor.
Schabowski lod flere gange en anden styre konferencen, og vi blev alle mere og mere direkte i vores spørgeteknikker. Vi ville have Schabowski på banen. Vi kendte ham efterhånden ud og ind. Når han var god, så var han rigtig god. En person der virkelig forsøgte at analysere og trække linjerne klart frem.
På de svære spørgsmål trådte han derfor lidt i karakter. Men for de journalister, der var til stede, gav hans kropsprog et indtryk af et parti i opløsning. Enten vidste han ikke ret meget, eller også havde han fået besked om at give så få informationer fra sig som muligt.
Først et godt stykke tid inde i pressekonferencen spurgte en kollega fra det italienske nyhedsbureau, ANSA, om politbureauet havde diskuteret de nye rejseregler. Schabowski bladrede i sine papirer, fandt det rigtige frem og sagde, at det havde man.
Først læste han en tekst op, og så tilføjede han på et spørgsmål, at rejsereglerne ville gælde »ab sofort«.
Det afstedkom en række andre spørgsmål, som mundede ud i en generel tvivl om, hvad manden mente. Mente han »ab sofort« som »nu«. Eller »ab sofort« som »så hurtigt som muligt«?
Og Schabowski anvendte også det andet udtryk »unverzüglich«, som kunne betyde »ufortøvent«. Men når man kendte det østtyske kommunistpartis sprogbrug, vidste man også, at den slags udtryk betød alt andet end det, de ordret stod for. Jeg kan roligt sige, at forvirringen blandt journalisterne var total efter mødet.
Jeg kørte forbi et par checkpoints på vej tilbage til hotellet og talte med sikkerhedsvagterne. De anede intet om rejsetilladelser, og det med »ab sofort« havde de slet ikke hørt om.
»Måske i morgen«, lød svaret fra en af de grænsevager, jeg talte med.
Tilbage ved hotellet ved 21-tiden skrev jeg min historie til Ritzau. To timer senere ringede telefonen. Det var København.
»Folk er begyndt at strømme igennem Muren ved Bornholmer Strasse,« lød beskeden.
Jeg drønede afsted i en taxa, men ikke til Bornholmer Strasse, men til det nærliggende Heinrich-Heine Strasse, hvor tusinder af vrede mennesker stod og råbte »Mauern Öffnen«.
Jeg kæmpede mig frem tidsnok til at se, at vagterne tog opstilling og tog ladegreb på geværerne. Folket blev rasende, og pludselig dukkede en ældre kvinde op og gik hen til den Stasi-officer, der altid var til stede og sagde med hård røst.
»Åben grænsebommen, nu!«
Menneskemassen holdt vejret. De næste sekunder ville afgøre, om grænsevagterne ville skyde, eller om de åbnede »muren«. Efter et par sekunders betænkningstid vendte Stasi-officeren rundt på hælene og kommanderede bommene åbne.
Det næste, jeg husker, er, at jeg bogstaveligt talt blev løftet op og uden kontakt med jorden blev tvunget med over til Vestberlin, hvor jeg af begejstrede vestberlinere fik den traditionelle velkomstbanan og et glas champagne. Den længste nat var begyndt.
Det var verdenshistorie, jeg kunne referere hjem. Men dramet var kun lige begyndt. Få timer senere fik jeg en opringning fra København. Jeg skulle blive i Østberlin på ubestemt tid. Der var frygt for, at de sovjetiske styrker i DDR ville rulle ud i gaderne for at genskabe ro og orden.
Jeg husker ugerne frem til jul, hvor jeg måtte blive i Østberlin, at glæden over Murens fald i de første dage var blandet med en frygt for, hvad Sovjetunionen ville gøre.
Det skete heldigvis aldrig. For Sovjetunionen havde også givet op. Og en tur et par dage senere til en af de nærliggende sovjetiske kaserner overbeviste mig om, at Sovjetunionens dage også syntes talte.
Uden for kasernen mødte jeg en russisk officer, afmagret og grædefærdig. Han havde ikke fået løn i lang tid og sultede. Han ville sælge sin pistol.
Jeg spiste pølser og sauerkraut sammen med ham på en nærliggende knejpe og talte med en mand, der havde tabt alt. Og vidste det.
Han var personificeringen af alt det, vi havde frygtet igennem årene med Den Kolde Krig. Men her, i udkanten af det kolde Østberlin den 11. november, han var bare en sulten uniformeret mand, der lige havde »overgivet« sig til en journalist fra Danmark. En mand, der under andre omstændigheder kunne have været en god ven.
Han forstod lige så lidt som jeg, hvad der var sket, og især omfanget af det.
Efter en time skiltes vi. Han beholdt sin pistol.
Jeg vendte tilbage til centrum af Østberlin, hvor jeg var alene hjemme. Alle var nemlig taget til Vestberlin. Og blev der.
Jeg nød de tomme gader og den pludseligt rene luft. »Berliner Luft«.
