Dansk hotelkonge død

Den tidligere direktør for det ikoniske københavnerhotel D'Angleterre, Henning Remmen, er død.

Som hotelkonge og tidligere luftkaptajn i SAS havde Henning Remmen set jetsetmiljøet indefra og verden fra oven, men de sidste år blev oplevet fra en kørestol efter en blodprop.

Henning Remmen ejede og drev en række hoteller i København, hvoraf det ikoniske D'Angleterre på Kongens Nytorv var den største perle, som blev erhvervet og kraftigt renoveret i 1993.

Her udspillede sig lidt af et drama, da den berømte stjernekok Rasmus Kofoed, som var blevet ansat til at relancere hotellets nyrenoverede restaurant, fik ti minutter til at samle sine ting og forlade stedet, fordi han ikke var enig med Henning Remmen i, at der skulle stjerneskud og pariserbøf på menukortet hos den eksklusive restaurant.

Læs også: Stjerneskud kostede stjernekok jobbet København

Men selvom Henning Remmen er bedst kendt som hotelpioneren, kom han først ind i branchen i 70'erne, da han fik bygget feriecentret Scandinavia Holiday Center i Lemvig og senere Admiral Hotel i et gammelt pakhus ved Københavns havn. Forinden havde han arbejdet som luftkaptajn i SAS i 24 år med en uddannelse som jagerpilot i bagagen.

Senere blev endnu et element udforsket med den 45 meter lange udlejningsyacht 'D'Angleterre de Copenhague', som lå og skvulpede og skovlede penge ind i Nice.

Men succeshistorien om den flyvende hotelkonge havde også flosser i kanten. Forskellige skatteadresser i udlandet resulterede i store overskrifter og en omstridt dokumentar om skattefusk på DR. Men Henning Remmen havde ikke gjort noget ulovligt og følte sig derfor hængt ud i medierne og udtalte, at han var helt færdig med Danmark. Derfor solgte han hele sit imperium til islandske investorer og flyttede til Schweiz.

Læs også: Vil sælge stjernehoteller i protest mod tv-program

Der skulle dog ikke gå lang tid, før den islandske økonomi kollapsede, og investorerne måtte betale hotelkongen tilbage med luksuslejligheder i stedet for kontanter. Derfor kom han pludselig i besiddelse af et fashionabelt lejlighedskompleks, der ligger som genbo til dronningen og går under navnet 'Lille Amalienborg'.

Sidste år blev D'Angleterre købt tilbage af den gamle danske ejer, men det blev samtidig understreget, at hverken Henning Remmen eller hans hustru Else Marie Remmen, der boede i Spanien, ville indgå i den daglige ledelse af hotellet.

Henning Remmen blev 82 år. Hans datter Mette Remmen Kristiansen bekræfter sin fars død, men familien ønsker ikke at udtale sig på nuværende tidspunkt.

Læs også: