KØB PLUS!

Dansk hærchef løj om krigsfanger

HOKs tidligere chef gav i 2007 Folketinget fejlagtige information om antallet af fanger, som danskerne havde taget i Irak.

Folketinget blev med vilje fejlinformeret om, hvor mange fanger danske soldater tog under Irak-krigen. Det afsløres i et hidtil hemmeligt notat fra 2007, som beskriver, hvordan den daværende chef for Hærens Operative Kommando (HOK), Poul Kiærskov, gav ordre til løgnagtige oplysninger. Det skriver Politiken.

Det har betydet, at Poul Kiærskov nu har en personalesag fra Forsvarsministeriet på halsen. Han er i dag Danmarks militære repræsentant i NATO og nummer tre i forsvarets rangfølge. Som generalløjtnant er han indtil nu blevet set som mulig mand til jobbet som Danmarks næste forsvarschef.

HAR DU TILLID TIL, AT DET DANSKE FORSVAR OG LEDELSEN OVERHOLDER KRIGSREGLERNE? DELTAG I DEBATTEN UNDER ARTIKLEN

Afstemning

Allerede i april 2007 var HOK bekendt med, at danske soldater havde taget langt flere irakiske fanger end tidligere oplyst, og at det drejede sig om mindst 500, viser det hemmelige notat, som Politiken har kendskab til.

Det var dog ikke det antal, som Folketinget fik at vide i 2006 eller i 2007. I august 2006 var tallet nemlig opgjort til 195, og for ikke at skade hærens troværdighed, som det er beskrevet i notatet, valgte HOK-chefen i april 2007 at justere fangetallet til 198 i et svar til Folketinget.

Men det var ikke af uvidenhed, for på det tidspunkt havde HOK skrevet et svar med de omkring 500. Det beordrede Poul Kiærskov dog ændret.

De tidligere forsvarsministre Søren Gade (V) og Gitte Lillelund Bech (V) har siden mindst 13 gange svaret til Folketinget, at tallet var som oplysningerne til politikerne i 2007, 198.

HOK-chefens misinformation vakte frustration, og en medarbejder skrev notatet på godt to sider om forløbet. Det blev i 2011 fundet på HOKs hovedkontor i Karup, da en særlig task force i Forsvarsministeriet skulle kortlægge antallet af danske fanger.

Poul Kiærskov er sammen med oberstløjtnant Hans Henrik Møller, som i notatet omtales som ham, der videregav Kiærskovs ordre, blevet bedt om at gøre rede for sagen. Senest fredag skal de være sendt til Forsvarsministeriet, hvilket Møller allerede har gjort, bekræfter han over for Politiken.

Hvad synes du om sagen? Er det en skandale, hvis chefen for Hærens Operative Kommando løj om antallet af irakiske fanger?

Deltag i debatten herunder. De bedste indlæg bliver bragt i B.T. torsdag